Ledelse i Udvikling 5 - 2015

Tema: Teamledelse

Nye tider for ledelse af teams

Samarbejde og teamarbejde er ikke et nyt fænomen – det har vi kendt til i århundreder. I nogle sammenhænge afhænger overlevelse af teamets evne til at samarbejde, som det er tilfældet i dyrenes verden, hvor vilde dyr, der lever i flok, har klart definerede roller.

Vi har længe kendt til teams fra sportens verden. For at få succes er det helt afgørende, at teamets medlemmer samarbejder og agerer ud fra fælles retning og mål.

Det er ikke meget anderledes i erhvervslivet. Hvis virksomheden skal nå i mål og opnå resultater, er der behov for teams, der formår at samarbejde, har et fælles engagement omkring opgaven, arbejder mod et fælles mål og præsterer det ypperste – hver gang. For når vi samarbejder, er vi mere innovative, skaber bedre resultater og opnår højere mål.

Selvom teams har eksisteret i århundreder, er der imidlertid sket en udvikling på andre områder, der har indflydelse på teamsamarbejdet og dermed stiller nye krav til dig som leder af teams.

Teknologien har gjort rigtig mange ting nemmere og lettere tilgængeligt. Det understøtter på mange måder samarbejdet i teams og gør deling af viden og kommunikation i teamet meget nemmere. På samme tid er ledelsen af teams blevet kompliceret, da ny teknologi betyder, at man ofte skal lede teams på tværs af faggrupper, landegrænser, kontinenter, tidszoner og kulturer. Teamet og lederen mødes måske endda aldrig fysisk.

I dag har flere teams kortere levetid end tidligere, da meget arbejde i dag er projektbaseret. Teamet sammensættes af de specialister, der bedst kan løse opgaven. Når projektet er slut, går teammedlemmerne hvert til sit og indgår i nye teams. Det stiller krav til dig som leder, da det betyder, at teammedlemmerne på langt kortere tid skal lære at samarbejde og opnå resultater. Som leder skal du desuden hele tiden kunne tilpasse dig nye teams med mennesker, som har forskellige arbejdsmetoder, vaner og adfærd samt motiveres på forskellig vis.

En tredje udfordring er, at der i løbet af få år er hele fem generationer på arbejdsmarkedet, der skal samarbejde – det stiller også krav til dig som leder af teams.

I dette nummer af Ledelse i Udvikling stiller vi skarpt på teamledelse, og vi har samlet en række artikler fra eksperter på området, som forhåbentlig vil give dig viden og inspiration, så du effektivt kan lede dine teams, og I kan samarbejde bedst mulig om at skabe resultater.

Rigtig god læselyst.


Tobias Dam Hede, ledende konsulent, Rhetorica A/S

Når god teamledelse er vellykket kommunikation

At lede er at kommunikere. Men – hvordan løfter du begge dele til et nyt niveau? Det er det spørgsmål, jeg vil fokusere på i denne artikel, hvor jeg samtidig lægger et mere afgrænset fokus på teamlederens kommunikation med sine teammedlemmer. Teamlederens rolle er overset, og de fleste virksomheder undervurderer den værdiskabelse, som er knyttet til teamlederens eksekvering af ledelsesopgaven. I et fornyet fokus på, hvordan teamlederen kommunikerer med succes, ligger med andre ord en direkte vej til at realisere dette vigtige potentiale til gavn for den samlede forretning.

Marie Korsgaard, Communication Manager, DANSK HR

Sådan leder du dine teams – virtuelt og dynamisk

Flere og flere virksomheder inden for alle brancher arbejder i virtuelle og dynamiske teams på tværs af lande¬grænser. Det stiller nye krav til ledernes evner. Krav, der er velkendte i it-branchen, som tidligt tog forskud på den digitale udvik¬ling. Derfor har vi spurgt Marianne Lindhard Moe, der er adm. direktør i it-konsulent¬virksomheden Avanade Denmark, hvad der skal til for at få succes med teamledelse i dag.

Sofia Manning, direktør, Manning Inspire

Nå topledelsens mål – Skab en teamcoachingkultur

Kravet til mellemlederes og HR-chefers lederevner er i dag stadigt stigende. Det samme er behovet for værktøjer til at kunne løfte sine medarbejdere, nu ikke kun som enkelte medarbejdere, men i endnu højere grad som et team. Med teamcoaching som værktøj vil man, som leder, være godt rustet til at føre sit team mod topledelsens mål, fordi medarbejderne vil føle, at de har medindflydelse, bliver set og får muligheden for at tage ejerskab over deres arbejde. Teamcoachingkulturen giver mere arbejdsglæde og motivation og i sidste ende gode resultater på bundlinjen.

Helle Aarøe Nissen, ph.d.-studerende, Syddansk Universitet

Teamlederen som navigatør

Sammensætning af tværfaglige teams giver unikke muligheder for at skabe ny viden. Men det stiller også krav til teamlederen, som skal formå at styre teamsamarbejdet. I den forbindelse er det centralt, at teamlederen navigerer mellem brugen af to forskellige samarbejdsformer – kollaboration og kooperation. At kombinere brugen af disse løbende gennem samarbejdsprocessen er essentielt, hvis potentialet for teamets videndeling og performance skal udnyttes bedst muligt.

Tuen-media

Arbejdet med persontyper har styrket samarbejdet i Middelfart Sparekasse

Personlig indsigt i egne styrker og svagheder er et rigtig godt udgangspunkt for at udvikle teamet og samarbejde som helhed. Den erfaring har man gjort hos Middelfart Sparekasse, der blandt andet benytter personprofiler til teamudvikling og en lang række andre HR-processer.

Jes Vitting, COK - Center for Offentlig Kompetenceudvikling

Teamledelsens mange ansigter

Teamledelse har mange ansigter i den offentlige sektor. Fra leder for et vikarkorps – over leder for et servicerende stabsteam – til et lederteam af en række dagtilbud. Uafhængigt af teamledelsens karakter går tre centrale nøgleord igen: synlighed, oversættelse og tillid.

Steen Hildebrandt, professor

Ledelse i følge Steen Hildebrandt

Ledelse af bæredygtighed og resiliens

Anette Prehn, sociolog (MA), foredragsholder og forfatter til “Coach dig selv – og få hjernen med til en forandring”, “Play Your Brain” samt “Hjernesmarte Børn”

Hvordan håndteres fremtidståge?

Hjernen følger bestemte spilleregler, men kun få kender dem. Gennem Anette Prehns artikelserie - Hjernesmart Kommunikation - bliver du klogere på, hvordan du gør hjernen til en medspiller i hverdagen, både andres hjerne og din egen.

Jens Moberg, Indehaver af Leadership Institute og bestyrelsesformand for bl.a. Grundfos og PostNord

Should I stay or should I go?

Vi søger nok alle efter den perfekte chef. Men hvad er den perfekte chef? Hvor finder jeg hende/ham? Og er den perfekte chef den samme gennem hele ens karriere? Kan og bør jeg ”nøjes” med mindre end den perfekte chef? Og hvad er vigtigst: jobbet eller chefen? Hvad hvis man finder det perfekte job – men at det ikke er den perfekte chef, som følger med? Skal man så ikke vælge det perfekte job – og så leve med chefen? Og hvad nytter det at have den perfekte chef, hvis jobbet, jeg er i, er middelmådigt.

Trine Kolding, forfatter og underviser med speciale i personlig effektivitet og planlægning

Kend din tidstype® – en quicktest til at hjælpe dine medarbejdere eller kolleger til at finde deres tidstype

I denne sidste artikel får du en quicktest, der kan hjælpe dine medarbejdere eller kolleger til hurtigt finde ud af, hvilken tidstype de hver især er. Testen består af seks udvalgte spørgsmål, der omhandler tid, planlægning og deadlines.

Frank Pedersen, Afdelingsdirektør, SEB Pension

Boost din opsparing for 218 kroner

For få penge kan du give din pensionsopsparing et voldsomt løft. Det er effekten af renters rente, der slår igennem og sikrer, at få hundrede kroner til pension mere hver måned nu og her betyder flere hundrede tusinde kroner ekstra til dig selv som pensionist.

Tim Konstad Andersen, Consultant, PwC

Spørgsmål omkring SKAT