Ledelse i Udvikling 2 - 2016
Tema: Ledelse og sociale medier
Leder i en SoMe verden
Ledelsesfaget udvikler sig konstant – ikke mindst de seneste 10 år er der sket meget på grund af ny teknologi. Sociale medier (SoMe) har i høj grad haft indflydelse på lederrollen på både godt og ondt.
Sociale medier har længe været en fast del af virksomhedernes eksterne markedsføring. HR er også begyndt at benytte sociale medier i rekrutteringen. Ledere i alle fag og på alle niveauer er imidlertid ved at finde ud af, at det med sociale medier er muligt at skabe både personlige og ledelsesmæssige fordele, der strækker sig langt ud over markedsføring og rekruttering.
En undersøgelse fra Lederne (2014) viser, at 86 % af de adspurgte ledere havde en profil på de sociale medier. Det er en stigning på over 20 % fra 2010. Mon ikke tallet er endnu højere i dag?
Sociale medier er blevet en del af din og dine medarbejderes hverdag – på jobbet og privat. Alt bliver transparent med sociale medier – både internt og eksternt. Meget kontrol bliver taget ud af hænderne på dig, men samtidig giver mediet dig mulighed for at reagere på en situation før, end det tidligere var muligt.
Med de sociale mediers indtræden i arbejdslivet opstår der imidlertid mange spørgsmål: Hvordan håndterer du medarbejdernes brug og ageren på de sociale medier? Hvordan skal du som leder selv agere? Hvorfor skal du overhovedet være til stedet på sociale medier? Skal du være ”venner” med medarbejderne – og på hvilke medier? Hvor går grænsen for medarbejdernes brug? Skal der opstilles politikker og retningslinjer eller er rammer og dialog vejen frem?
Det er blot nogle af de spørgsmål, vi belyser i dette nummer af Ledelse i Udvikling.
Vi har samlet en række af Danmarks førende eksperter på området, som deler ud af sin viden. Så er det op til dig at beslutte hvordan og i hvilket omfang, du vil være synlig, til stede og tilgængelig både for dine medarbejdere, kollegaer, chefer og eksterne samarbejdspartnere.
Velkommen til ledelse i en SoMe verden.
29.03.2016
Annette Agerdal-Hjermind, lektor, Institut for Erhvervskommunikation, Aarhus BSS, og Peter Harmsen, pressekonsulent, Aarhus BSS
Ingen steder at gemme sig: Ledere på sociale medier
Stefan Hermann har som rektor for professionshøjskolen Metropol og flittig Twitter-bruger prøvet at være i orkanens øje, når uvejret rammer på de sociale medier. Der er blevet brugt hårde ord, men i anerkendelse af, at sociale medier bygger på dialog, har han valgt ikke at ”unfollow’e” sine kritikere.
29.03.2016
Nikolaj Henum, VirkKom
Se mulighederne og ikke problemerne
IBM er et at verdens allerstærkeste brands, og det afspejler sig meget klart i kulturen i virksomheden – såvel internationalt som i Danmark. Det er stolte, passionerede medarbejdere, der lægger stor vægt på stor faglighed og en høj grad af integritet – også når det gælder de sociale medier, som fylder rigtig meget blandt virksomhedens medarbejdere.
29.03.2016
Jakob Rindum Danelund og Jacob Theilgaard, Implement Consulting Group
Slip lederskabet fri
Ifølge Danmarks Statistik er 73 % af danskerne på Facebook, og 62 % tjekker Facebook dagligt. Sociale medier er en integreret del af det at være menneske i det 21. århundrede og dermed også noget, man er nødt til at tage stilling til som virksomhed, leder og medarbejder. For hvad betyder det egentligt, når vi i stigende grad kommunikerer og får vores information via sociale medier, og hvordan skal man som leder selv agere? Det er de spørgsmål, vi vil klæde dig på til at takle i denne artikel. Hæng på, mens vi giver dig inspiration til, hvordan ledelse også kan se ud i det 21. århundrede.
29.03.2016
advokat Jonas Blegvad Jensen, Kromann Reumert
Ledelse og sociale medier - retningslinjer eller ej?
Medarbejdernes anvendelse af sociale medier kan utvivlsomt være til gavn for arbejdsgiveren, men den stigende anvendelse af sociale medier gør det nødvendigt også at have fokus på de uheldige konsekven-ser, det kan have for samarbejdet mellem virksomhed, ledelse og medarbejder.
29.03.2016
Marie Korsgaard, DANSK HR
Medarbejdere på sociale medier: Se det som mulighed for trofaste ambassadører
Sociale medier er blevet en del af de fleste danskeres hverdag. Og som medarbejder repræsenterer man både virksomheden og sig selv privat. Det giver en unik mulighed for at tænke medarbejderne som brandambassadører, men også en ledelsesmæssig udfordring i at få sat de rigtige rammer. Sådan lyder budskabet fra Arla, der her giver gode råd til håndtering af medarbejdernes færden på sociale medier.
29.03.2016
Astrid Haug
Sådan kommer du i gang med sociale medier som leder
Sociale medier er blevet en væsentlig del af folks daglige medieforbrug. De bliver ikke kun brugt til sjove YouTube-videoer og til at dele selfies med vennerne, men også til at få den nyeste faglige viden, finde det næste job og til at styrke eksisterende og skabe nye relationer. Som leder kan du skabe en mindre revolution i organisationen ved at gå forrest.
29.03.2016
Martin Hartmann Jacobsen, Head of Digital, Radius Kommunikation
Sociale medier er ikke forbeholdt topchefen
Sociale medier er ikke længere en mulighed – men en præmis. Og måden, som professionelle og forbrugere navigerer online, er markant ændret på blot få år. Det stiller åbenlyse krav, men åbner også for helt særlige muligheder. For lederen kan sociale medier nemlig være en kilde til information, indsigt, samarbejder, salg og dialog.
29.03.2016
Karina Solsø
Kompleksitet – når virkeligheden overhaler indenom
Kompleksitet har igennem en årrække været på alles læber, når der tales om ledelse. Man hører sætninger som: ”Kompleksitet gør det vanskeligt at være leder”, ”dygtig ledelse handler om evnen til at oversætte kompleksitet” eller ”den særlige ledelsesopgave består i at reducere kompleksitet på den rigtige måde”. Kompleksitet bliver refereret til som noget, alle ved hvad er. Men hvad er kompleksitet? Og er det overhovedet muligt at reducere?
29.03.2016
Jon Kjær Nielsen, forfatter og trivselsekspert
Når strukturfetichismen dræber motivationen
Mennesker synes at elske struktur og systemer. Fra faste pladser i kantinen til “vi plejer altså til jul” og det sindrige lagersystem hos logistikfirmaet – struktur styrer stort og småt. Det er ofte en hjælp.
Problemet opstår, når vores trang til struktur kobles med, hvad psykologer kalder illusionen om kontrol, samt magten til at agere efter den. Så risikerer vi, at strukturtrangen hos ledere og embedsmænd bliver til overflødige systemer og kontrolmekanismer.
29.03.2016
Anne Dencker Bædkel, futurist, CIFS
Automatiseret ledelse – kan man det?
I takt med teknologisk udvikling får alle mennesker flere redskaber at arbejde med. Et af de nyeste er algoritmer. Tilgængeligheden og mængden af data har aldrig været større, og software kan med såkaldt kunstig intelligens, som fx supercomputeren IBM Watson, strukturere data og finde løsninger på spørgsmål hurtigere end mennesker. Spørgsmålet er derfor, om (og hvordan) kunstig intelligens kan overtage dele af lederansvar, roller og funktioner, altså komplimentere eller direkte overtage ledelsen?
29.03.2016
Søren Lockwood, adm. direktør, SEB Pension
Seniorer frygter for folkepensionen
”Tag det roligt. Jeres folkepension er ikke i fare”. Sådan fristes man til at sige til danskere, der er 55 år eller ældre. For selvom folkepensionsalderen kan blive hævet flere gange i fremtiden, vil det ikke berøre den aldersgruppe.