07 DHR Om DANSK HR

Danskerne har den laveste risiko på verdensplan for at brænde ud – men vi bliver mere og mere stressede

Af Anne-Sofie Nielsen, VP Product & Engineering, Workday

En global pandemi efterfulgt af en økonomisk vanskelig tid – det er klart, at flere og flere medarbejdere beretter, at de i stigende grad lider af stress. Det bekræftes da også af en nylig undersøgelse, som Workday står bag. Undersøgelsen ”Addressing Employee Burnout Risk in 2022” bygger på data fra 1.5 millioner medarbejdere i over 600 virksomheder verden over og viser, at syv ud af ti brancher, som deltog i undersøgelsen, enten oplevede den samme eller højere risiko for udbrændthed sammenlignet med året før. Danmark skiller sig dog ud som det land, hvor de ansatte har den laveste risiko for udbrændthed, selv om tallet er steget en smule i forhold til 2021.

Transportsektoren er hårdest ramt

Et klart tegn på den voksende risiko for udbrændthed er det hurtigt faldende energiniveau hos medarbejderne i en række sektorer, herunder sundhed, transport, forbrugsgoder og fremstilling. Transportsektoren oplevede en betydelig stigning i risiko for udbrændthed, idet 60 % af transportvirksomhederne havnede i den højere risikokategori i 2022 sammenlignet med 44 % i 2021. Dette var den største stigning på tværs af alle sektorer.

IT-virksomheder med den laveste risiko

Blandt de undersøgte sektorer er it-virksomheder og it-medarbejdere dem med lavest sandsynlighed for at lide af udbrændthed. Kun 13 % af virksomhederne i it-sektoren har en høj risiko, mens fremstillingsvirksomhederne ligger øverst på listen med en risiko på 61 %.

Danske virksomheder og medarbejdere med lavest risiko for udbrændthed

Selv om risikoen for udbrændthed er steget med tre procentpoint i Danmark mellem 2021 og 2022, har Danmark ifølge vores undersøgelse stadig den laveste risiko for udbrændthed. Samlet set rapporterede 11 % af virksomhederne - sammenlignet med 8 % i det foregående år - at de oplever en høj risiko for udbrændthed. Et tal, som til eksempel kan sammenlignes med det tilsvarende tal for virksomheder i Storbritannien, hvor risikoen for udbrændthed er 41 %.

Der kan være mange grunde til, at vi i Danmark har en så lav risiko for udbrændthed, bl.a.:

  • Dansk ledelse er baseret på tillid, hvilket betyder, at medarbejdere i Danmark har en tendens til at have mere kontrol med og fleksibilitet i deres eget arbejde. Der er generelt også meget lidt micro management.
  • Balancen mellem arbejdsliv og privatliv er en del af den danske kultur og har været det længe.
  • I hovedparten af danske børnefamilier er der to udearbejdende forældre, hvilket har været en væsentlig drivkraft til en forventning om balance mellem arbejdsliv og privatliv.
  • Takket være det faktum at vi i Danmark vendte relativt hurtigt tilbage til den fysiske arbejdsplads efter pandemien, mindskede vi risikoen for at bryde vigtige menneskelige relationer. Det er især vigtigt, da det generelt tager længere tid at (gen)opbygge relationer, når man har været væk i lang tid. Hybrid- og distancearbejde kan på mange måder være mindre stressende og mere gavnligt, men det skal gøres på den rigtige måde og tilpasses den enkelte. Hvis det fører til, at folk føler sig ensomme eller ikke kan stoppe arbejdet til tiden osv., kan det i stedet føre til øget stress.
  • I Danmark har vi ikke mærket de globale økonomiske vanskeligheder i samme grad som i mange andre lande.
  • Generelt har vi en kultur som værdsætter effektivitet i Danmark. Vi er effektive, når vi arbejder, hvilket også er en del af balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Under pandemien manglede denne balance for mange medarbejdere, hvilket kan have bidraget til øget stress.

Det er vanskelige at forudsige, hvad fremtiden vil bringe, ikke mindst på grund af de tider, vi lever i og de økonomiske vanskeligheder, vi står over for. Vi har dog et godt socialt sikkerhedssystem i Danmark med større sikkerhed for de ansatte, hvilket forhåbentligt vil være med til at mindske usikkerheden en smule.

Anne-Sofie Nielsen, VP Product & Engineering, Workday

Så hvad kan virksomheder gøre for at mindske risikoen for udbrændte medarbejdere?

Generelt skal virksomheder og organisationer være opmærksomme på deres medarbejderes sundhed og velvære. Undersøgelser har vist, at initiativer, der fokuserer på enkeltpersoner, er mindre effektive end initiativer, der tager fat på problemet på et organisatorisk niveau - herunder overdreven arbejdsbyrde og manglende autonomi. Dette understreger behovet for at organisationer prioriterer medarbejdernes mentale og fysiske sundhed, og indfører en større grad af fleksibilitet og autonomi, så medarbejderne kan håndtere deres arbejdsbyrde mere effektivt og skabe en sundere balance mellem arbejdsliv og privatliv.

Som arbejdsgiver er det vigtigt at sikre, at medarbejderne har en følelse af at høre til på arbejdspladsen, og at de føler, at det, de laver, bidrager til en større helhed. Det er også vigtigt at tage fat på og håndtere de ændringer, der sker samt støtte medarbejderne i at foretage de nødvendige ændringer for at undgå unødvendige vanskeligheder og stress.

Der er også meget, du kan gøre som ansat. Ved at investere og opbygge relationer med dine kollegaer, ved at have ærlige samtaler med dine ledere om det, du ser og oplever og ved ikke at antage, at de altid ved hvad der foregår, er du godt på vej. Som i så mange andre situationer er kommunikation nøglen til succes.

Du finder rapporten her.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen måler på 14 forskellige faktorer som f.eks. motivation, energi, arbejdsbyrde og muligheder for deltagelse på arbejdspladsen. I alt deltog 11 lande i undersøgelsen, som blev gennemført i efteråret 2022.