Image00023

Pernille Bonne Neisig, Communication & Public Affairs Manager og Louise Gade, HR-direktør, Salling Group og Anne Sophie Flørnæss, CEO DANSK HR.

Årets vinder af HR-prisen 2023

En påmindelse om ordentlighed i det offentlige rum gør, at Salling Group tildeles ’HR-prisen 2023’

Salling Group gik i samarbejde med HK Handel i 2022 forrest med ’den gode tone’ på dagsordenen i alle landets butikker gennem kampagnen ’Hold den gode tone’. Kampagnen spredte sig ud i alle kroge med den klare, uomtvistelige opfordring til kunder om at huske den respektfyldte relation og medmenneskelige ordentlighed over for butikkernes medarbejdere under indkøbene. ’Hold den gode tone’ er Salling Groups svar på en samfundstendens, hvor menneskers personlige frustrationer kan gå ud over andre uretmæssigt.

For at passe på deres medarbejdere samt tage et socialt samfundsansvar, greb koncernens HR-afdeling ind for at få stoppet den usunde kundekultur. Kampagnen ryddede overfladerne og skabte det nødvendige fokus, som skulle til for at gøre op med tiltagende grovheder i kundeadfærden, og opmærksomheden på problemstillingen førte til en bred kampagne på tværs af detailbranchen.

”Det gør os stolte i Salling Group at modtage årets HR-pris, fordi kampagnen udover at handle om at passe på vores medarbejdere også har skabt sammenhold i branchen omkring problematikken. Vi har sat skub i en samfundsmæssig dialog i ’verdens lykkeligste land’ om, hvordan vi sikrer ordentlighed og normer for god adfærd i det offentlige rum", siger Louise Gade og fortsætter:

"Vi er beærede over prisen, fordi den anerkender, at vi råber højt, når der sker et skred i den sociale adfærd, som vi ikke vil eller kan acceptere. Vi skal behandle hinanden med respekt – uanset hvor vi befinder os i det offentlige rum.”

Koncernens mod og vilje til at præge vores alles hverdag i en positiv retning med omtanke for hinanden og et stort socialt ansvar, gør HR-afdelingen i Salling Group til vindere af HR-prisen 2023.

Se de øvrige nominerede til årets HR-pris.