Hvorfor du bør læse (meget) andet end bøger om ledelse

Af Thomas Rosenberg og Jacob Christoffer Pedersen

”Mit sprogs grænser er min verdens grænser” konstaterede den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein. Han forstod, at et mere nuanceret sprog ville være bedre i stand til at gengive en nuanceret virkelighed. Til at udvide forståelsen af det virkelighedsrum, vi færdes i. Og dermed gøre vores verden større.

Særligt når vi taler om lederes evne til at forstå og navigere i kompleksitet – den del af virkeligheden, der befinder sig på den anden side af kontrol, forudsigelighed og orden – er der netop brug for at nuancere og forstørre sproget. Ellers er der en stor sandsynlighed for, at man aldrig for alvor får øjnene op for kompleksitetens nuancer og dens muligheder. Og hvad bedre end at ty til hjælp fra skønlitteraturen og poesien for at udvide forståelsen af den ofte ustyrlige virkelighed, vi færdes i?

K. og kompleksiteten

I begyndelsen af Franz Kafkas roman Slottet ankommer hovedpersonen K. til en landsby pakket ind i dyb sne:

”Slotsbjerget var slet ikke til at se, tåge og mørke omgav det, end ikke det svageste lysskær antydede det store slot. Længe stod K. på træbroen der fra landevejen fører ned til landsbyen, og så op i den tilsyneladende tomhed”

Måske minder K.s første møde med slottet om mange lederes møde med kompleksiteten og dens uvished: En følelse af at miste sikker grund under fødderne, at stå ved en overgang til noget ukendt og ukontrollerbart, ikke at have svarene, og måske heller ikke engang at vide, hvilke spørgsmål der giver mening at stille. Ja, i det komplekse kan livet – og ledelse – ofte føles ”Kafkask”; en fornemmelse af at befinde sig mellem alting og ingenting, at absurditetens vilkårlighed og uigennemskuelighed råder, og at man uden orientering træder ind i et meningstomrum.

De fleste ledelsesbøger formår imidlertid ikke at rumme denne virkelighed. De får sjældent italesat komplekse forhold på indsigtsfulde og hjælpsomme måder. Dermed understøtter ledelsesbøger typisk ikke en udvikling af ledelsessproget til også at kunne tale konstruktivt og ærligt om det komplekse og uvisse. Alt for ofte forfladiges jargonen til simple og lineære fortællinger, hvor forestillingen om egen kontrol kraftigt overvurderes. Uforudsigeligheden og ydmygheden over at være en del af noget, der er langt større end en selv, er udeladt – eller kraftigt reduceret.

Managementsprogets opskrifter understøtter samtidig forestillingen om, at man kan kopiere sig til succes ved at følge de anviste metoder og tilgange – og fremmer dermed utilsigtet en ureflekteret griben til lineære forklaringer og forsimplede løsninger, uagtet hvilken udfordring man er konfronteret med. Der mangler med andre ord et sprog, der kan give et mere retvisende billede af den verden, vi lever i. En verden som ofte er ukontrollerbar, sammenfiltret og uregerlig. Også i organisationer.

Plads til det irrationelle – virkeligheden som den ofte er

Pointen er, at når man læser litteraturen, accepterer man, at ikke alt kan forklares på forhånd. Eller at ikke alt skal fremstå rationelt. Eksempelvis som da en ung kvinde i én af den japanske forfatter Haruki Murakamis romaner fanges i et pariserhjul i en forlystelsespark. Da hun ikke har andet at give sig til, begynder hun at kigge over på ejendommen, hvor hun selv bor, med en medbragt teaterkikkert. Pludselig er der liv i hendes lejlighed, som burde være tom. Hun stiller skarpt på kikkerten og får øje på … sig selv!?

Man er nødt til at forliges med disse ofte surrealistiske elementer og drejninger uden nødvendigvis at få en forklaring på, hvordan tingene hænger sammen. På sin vis handler det om at miste sig selv og blive trukket ind i en parallel verden. Som når man som leder bevæger sig gennem verden for på et tidspunkt at konfronteres med en rationel, lineær og beregnelig virkelighed, og så i næste øjeblik blive kastet ind i en foranderlig, uvis og ukontrollerbar situation.

Det litterære sprog er med andre ord med til at skabe en ledelsesmæssig modenhed – og parathed – i forhold til at alt kan ske, og at vi derfor i højere grad bør være parate til at tage uvisheden på os. Brud og perspektivskifte er forventelige, ikke bare i litteraturen, men i virkeligheden. Det litterære sprog er med til at skabe en accept af det, man i organisationer sikkert vil betragte som irrationelt, men som ikke desto mindre er en fast bestanddel af livet, og derfor organisationer. Der er brug for et sprog, der omfavner livet i stedet for blot ét, der forsøger at sætte det på formel.

Det litterære sprog ’oversat’ til organisationen

Nu er det ikke, fordi vi vil plædere for litteraturoplæsninger på mandagsmøderne, eller fremlæggelse af personlige digte til fredagsmorgenmaden. Men vi tror på, at man inspireret af litteraturens sprog og ’virkeligheder’ kan understøtte nye typer af dialoger, mere levende dialoger, på eksempelvis mandagsmøderne. Så når en medarbejder skal forklare, hvad der er sket – eller ikke sket – ift. driften den seneste måned, og vedkommende begynder at væve lidt til højre og lidt til venstre, så lyt til fortællingen. Det kan naturligvis godt vise sig at være en lang søforklaring, men det kunne også vise sig at være en oprigtig fortælling om den virkelighed, hun eller han har stået i. En fortælling fra den virkelige verdens kringlede realiteter frem for managementbøgers stiliserede skønmalerier og quickfixes. Den virkelig verden, man bliver nødt til at tage udgangspunkt i, og derfor bør gøre alt for at lære at kende, i stedet for blot at afvise som ”rodet”.

I vores arbejde med ledere og ledergrupper bruger vi derfor litteraturen konkret i bestræbelserne på at forstørre sproget til bedre at kunne rumme kompleksitetens mange perspektiver. Eksempelvis som da vi for nylig arbejdede sammen med en ledergruppe og dér smed et udvalg af korte digtsamlinger på bordene med opfordringen: ”Bladr igennem dem, og find frem til den passage, du mener på én eller anden måde siger noget om din nuværende situation som leder”. Ud over at give anledning til refleksion åbnede det op for nye vinkler og forståelser. Dialogen blev levende, og det blev tydeligt, hvorfor det hele ikke er så entydigt endda. Over for litteraturen giver det ikke mening at pege fingre eller afkræve én sandhed.

I øvrigt valgte én af deltagerne nedenstående bid af et digt fra Søren Ulrik Thomsens digtsamling Nye digte, som udtryk for en fornemmelse af at have både fodfæste og være på gyngende grund.

I oceanets ustyrlige orden

flyder det fastland vi går på

Mens en anden var fuld af kampgejst i en udfordrende situation og derfor begejstret tog Asger Schnacks digt ”Vip mig” - fra samlingen Jeg husker alt - til sig:

Vip mig af pinden.

Bemærk mine vinger.

Overvej din næste bog

Så næste gang du står og skal vælge mellem de nye bestsellere inden for ledelseslitteratur, så overvej måske noget helt andet: En bog af Fjodor Dostojevskij eller Olga Ravn, digte af Inger Christensen eller Henrik Nordbrandt eller måske en novelle af Jan Sonnergaard eller Helle Helle - og spørg så dig selv bagefter: Hvordan klæder denne bog mig på til at være leder? Hvad fortæller denne novelle mig om livet i vores organisation? Hvad får denne tekst mig til at blive opmærksom på i forhold til mit eget sprogs grænser? Hvilke tanker sætter denne roman i gang i mig om vores organisations foranderlighed – eller min egen foranderlighed og død? Hvad er digtet om mig selv som leder?

Om os

Thomas Rosenberg og Jacob Christoffer Pedersen er konsulenter og forfattere til bogen ”UVIS – Ledelse mellem kaos og kontrol” udgivet i 2021. Sammen har de grundlagt initiativet Into the Grey, der hjælper ledere og organisationer med at omstille sig til en uvis og konstant foranderlig verden.