07. januar 2026

Rapport: The Nordic HR Trends and Tech Survey 2025/26

HR har for alvor taget plads ved bordet i nordiske organisationer. Det er én af de tydelige konklusioner i The Nordic HR Trends and Tech Report 2025/26, udarbejdet i samarbejde mellem HR-föreningen, DANSK HR, HENRY og CatalystOne Solutions.

Rapporten tegner et billede af en HR-funktion i bevægelse
HR er i stigende grad involveret i strategiske beslutninger, har større indflydelse på forandringer, kultur og ledelse – og bliver i mange organisationer set som en reel forretningspartner frem for en administrativ støttefunktion.

Men billedet er ikke entydigt.
For samtidig med den voksende selvtillid viser data, at digital modenhed, integration og eksekvering halter. Mange HR-teams arbejder stadig med fragmenterede systemer, begrænset dataflow og manglende sammenhæng mellem HR, IT og forretning. Ambitionerne er høje – men infrastrukturen følger ikke altid med.

Rapporten peger også på et markant spænd mellem det, HR har indflydelse på – og det, organisationerne prioriterer. Eksempelvis har HR stor indflydelse på DEI-området, men meget få organisationer har det højt på prioriteringslisten. Samtidig fylder effektivisering, ledelsesudvikling og procesoptimering mere end nogensinde.

Og så er der EU’s løngennemsigtighedsdirektiv. Bevidstheden er høj i Norden, men mange organisationer kæmper stadig med den sidste, svære del: at omsætte regler og data til klare processer, ledelsesadfærd og troværdig kommunikation over for medarbejderne.

HR i Norden er på vej mod en mere strategisk rolle – men tempoet, retningen og forudsætningerne varierer betydeligt.

Vil du forstå hvor HR reelt står, hvad der adskiller de mest modne organisationer fra resten, og hvad der skal til for, at HR bliver en fuldt integreret strategisk kraft i de kommende år, så kræver det et dybere blik i tallene, analyserne og sammenhængene.

Læs hele rapporten 👉 The Nordic HR Trends and Tech Report 2025/26.