Rekruttering fylder mere og mere på direktionsgangene i danske virksomheder. Uanset branche er billedet ofte det samme: det er blevet sværere at tiltrække de rette kandidater. Mange oplever forgæves rekrutteringer, lange ansættelsesprocesser og stillinger, der forbliver ubesatte i måneder.*
Men måske er problemet ikke, at kandidaterne ikke findes – måske er udfordringen, at de rigtige kandidater aldrig ser jobopslaget.
I mange år har rekruttering været baseret på en klassisk “post and pray”-logik: man slår en stilling op, og så venter man på, at de rigtige kandidater melder sig. Den metode rammer dog kun en lille del af arbejdsmarkedet – de aktivt jobsøgende, som typisk udgør 10–15 %.
For de resterende 70–80 %, de såkaldt passive kandidater, er et jobskifte ikke øverst på agendaen. De går ikke ind på jobportaler eller læser jobsektionerne, men de kan stadig være åbne for det rette tilbud. Og netop her ligger potentialet.
Når virksomheder taler om mangel på kvalificerede ansøgere, skyldes det ofte, at de kun får fat i de aktive kandidater. De fleste kompetente specialister, ledere og nøglemedarbejdere er allerede i job – og søger ikke selv.
Det betyder ikke, at de ikke kan flyttes. Tværtimod viser erfaringen, at mange passive kandidater er villige til at overveje et skifte, hvis de bliver præsenteret for en mulighed, der matcher deres faglighed, ambitioner og livssituation.
Spørgsmålet er derfor: hvordan når man ud til dem?
Her spiller digitale værktøjer en stadig større rolle. Gennem præcist målrettet annoncering på platforme som LinkedIn, META og Google er det muligt at eksponere stillingerne direkte for de profiler, man ønsker at tiltrække – også selvom de ikke selv leder efter job.
Det ændrer fundamentalt spillereglerne. I stedet for at være afhængig af, at kandidater finder opslaget, kan virksomheden selv gå ud og ramme de rigtige mennesker. Det gør rekrutteringen hurtigere, billigere og mere effektiv.
"Det store skifte i moderne rekruttering betyder, at når vi bruger data og målretning til at nå de passive profiler, åbner vi døren til et langt større talentfelt. Det er her, virksomheder for alvor kan skabe en konkurrencefordel."
Traditionelt har det ofte været de store virksomheder, der havde musklerne til at køre store employer branding-kampagner og headhunting-forløb. Men med digitale talent marketing-løsninger er det blevet muligt for små og mellemstore virksomheder at opnå lignende resultater – uden at sprænge budgettet.
Det skaber et mere lige konkurrencefelt, hvor selv mindre virksomheder kan få adgang til de samme kandidater som branchens giganter.
Når rekruttering lykkes, handler det ikke kun om at udfylde en stilling. Det handler om virksomhedens evne til at vækste, innovere og fastholde konkurrenceevnen.
Derfor er det afgørende, at vi i HR og ledelse tør se ud over de klassiske metoder og i stedet arbejder aktivt med at nå de passive kandidater. For realiteten er, at de bedste medarbejdere sjældent banker på selv.
Rekrutteringsudfordringerne handler ikke kun om mangel på kandidater – men om mangel på at nå de rigtige kandidater. Fremtidens rekruttering kræver, at vi finder veje til at aktivere det store, ubrugte potentiale af passive profiler.
”Hvor virksomheder tidligere måtte håbe på, at de rigtige kandidater selv fandt frem til et jobopslag, kan vi i dag målrette vores budskaber direkte til de profiler, vi har brug for. Det gør processen mere effektiv – men også mere retfærdig, fordi flere får mulighed for at blive præsenteret for muligheder, de ellers aldrig havde set."
Hvis vi lykkes med at ændre perspektivet fra “de få aktive” til “de mange passive”, kan vi både reducere antallet af forgæves rekrutteringer og skabe et mere dynamisk arbejdsmarked.
*Ifølge Rekrutteringssurvey fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) oplevede virksomheder i perioden juni–november 2024 udfordringer med hele 21 % af deres rekrutteringsforsøg. Det svarer til 80.100 rekrutteringsforsøg. Selvom der er positive tendenser, så viser de nyeste STAR-data fra juni 2025, at stadig 20 % af stillingsopslagene ikke lykkes fuldt ud. Det er altså stadig en væsentlig udfordring, som påvirker vækst og drift.
https://star.dk/om-styrelsen/publikationer/2025/04/rekrutteringssurvey-marts-2025
https://star.dk/om-styrelsen/publikationer/2025/06/rekrutteringssurvey-juni-2025
40% af Dansk Erhvervs medlemmer forudsagde i dec. 2024, at de forventede stigende udfordringer med rekruttering i 2025.