Generation Z er ambitiøs, digitalt stærk og fremtidsorienteret – men møder et arbejdsmarked i omstilling. Det viser Randstads GenZ-rapport, der bygger på en global analyse af 11.250 unge arbejdstagere og over 126 millioner jobopslag. Rapporten tegner et detaljeret billede af en generation, der på én gang er optimistisk og bekymret, mobil og loyal, selvsikker og selvkritisk.
Rapporten viser et markant fald i stillinger for nyuddannede og unge med 0-2 års erfaring – et fald på 29 procentpoint siden januar 2024. Samtidig stiger efterspørgslen efter erfarne medarbejdere. I tech er juniorroller faldet med 35 procentpoint, i finans med 24 procentpoint, mens sundhedssektoren går mod strømmen og øger antallet af indgangsjob.
For Gen Z betyder det færre naturlige muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet – og en følelse af at være underkvalificeret eller fastlåst. 41 % tvivler på, om deres uddannelse er nok til at opnå drømmejobbet, og 40 % oplever, at deres baggrund begrænser mulighederne.
Selvom 85 % af Gen Z overvejer deres langsigtede karrieremål ved jobskifte, bliver de ikke længe samme sted. Den gennemsnitlige ansættelsestid i de første fem år er 1,1 år – væsentligt kortere end for tidligere generationer. 54 % søger aktivt nyt job, og kun 11 % planlægger at blive i deres nuværende stilling på længere sigt.
Drivkraften er manglende progression og behov for højere løn for at følge med inflationen. Mange er villige til at gå på kompromis med værdier for økonomisk sikkerhed.
Gen Z er den mest AI-vante generation til dato. 55 % bruger allerede AI til problemløsning på jobbet, og 58 % er begejstrede for teknologiens potentiale. Men køns- og arbejdsrollegab skaber ulighed i adgangen til AI-træning og brug. Mænd og kontoransatte er langt foran kvinder og medarbejdere i operationelle funktioner.
Denne teknologiske parathed kan give Gen Z et forspring – hvis de får støtte til at omsætte den til karriereprogression.
Manglen på indgangsjob betyder også, at mange yngre kombinerer forskellige typer arbejde – fx deltidsansættelser, projekter eller freelanceopgaver – i stedet for en traditionel fuldtidsstilling. Det understreger behovet for fleksible karriereveje, der kan rumme både økonomiske og personlige ambitioner.
Randstads GenZ-rapport anbefaler, at virksomheder gentænker deres talentstrategi og onboarding, så unge får adgang til reel udvikling tidligt. Det betyder at man skal som arbejdsgiver skal gøre følgende tiltag:
Klar og synlig progression: Karriereveje skal være konkrete og ledsaget af håndgribelige belønninger.
Digital og inkluderende læring: Skab AI- og tech-drevne læringsmiljøer, der matcher Gen Z’s præferencer og adresserer ulighed.
Opbyg selvtillid og loyalitet: Investér i mentorskab, feedback og kultur, der støtter unge talenter uanset baggrund.