Corona-krisens påvirkning af arbejdsmarkedet medførte i begyndelsen en stor usikkerhed blandt danske medarbejdere. Med frygten for, at et jobskifte ville resultere i arbejdsløshed, søgte flere ly i deres nuværende stilling. I takt med at vi med raske skridt lægger pandemien bag os, har situationen på arbejdsmarkedet ændret sig.
Talentkrigen raser og stadig flere virksomheder er hæmmet af mangel på arbejdskraft. Med 39.000 ledige stillinger i starten af 2021, vidner tal fra Danmarks Statistik om, at flere brancher går forgæves med deres jobopslag.
Samtidig huserer frygten for arbejdsløshed ikke længere i lønmodtagerne. Tværtimod. En ny undersøgelse foretaget af LinkedIn og Microsoft viser, at fire ud af ti af undersøgelsens adspurgte overvejer at forlade deres nuværende arbejdsplads i år. Det svarer til en fordobling af tidligere års tal og skyldes, at flere som følge af krisen vægter arbejdsglæde højere end før.
Det er altså nu, at HR-afdelingerne skal ud at fiske de kvalificerede medarbejdere og styrke virksomhedskulturens synlighed for at fastholde eksisterende medarbejdere. Men hvad skal man egentlig kommunikere for at ens stilling (for)bliver besat?
I mange virksomheder fylder kommunikation om produkter, services og projekter fejlagtigt mere end historier om brand purpose, virksomhedskultur og de medarbejdere, der gør det hele muligt.
Det er en skam. Undersøgelsen fra Microsoft viser nemlig, at medarbejdere i stigende grad vælger arbejdspladser ud fra lige netop deres ‘purpose’.
Et godt ry som virksomhed spiller derfor en afgørende rolle i at fastholde dygtige medarbejdere, men også i at tiltrække nye talenter til arbejdspladsen. For at differentiere sig tydeligt som arbejdsplads er det en nødvendighed at finde frem til de gode historier internt og kommunikere dem eksternt.
Alligevel lever fokus på medarbejderne ofte skarpt adskilt fra kommunikationsafdelingen og bliver inden døre i HR-afdelingen. I hver sin silo er disciplinerne forskellige – til stor skade for begge parter. Det er ikke godt nok.
For at sikre, at en virksomhed fremstår attraktiv overfor nuværende og fremtidige medarbejdere, er det vigtigt at synliggøre værdier og kultur på tværs af kanaler. Ikke blot en enkelt gang – men kontinuerligt og som en del af den daglige kommunikation.
Det er på tide, at HR- og kommunikationsafdelingen slår pjalterne sammen og får fortalt omverdenen, hvorfor jeres virksomhed er et fantastisk sted at arbejde.
Det kan dog være svært at vide, hvor man skal starte, når muren er nedbrudt mellem HR og kommunikation. Derfor får du her tre råd, som du kan tage med til kommunikationsafdelingen, når opmærksomheden skal rettes mod medarbejderne.