HR-afdelinger og ledere kender situationen. Telefonen ringer. En leder fortæller, at en medarbejder er blevet sygemeldt. En opsigelse lander pludseligt i indbakken. Eller en konflikt i et team er eskaleret. Og bagefter opstår næsten altid det samme spørgsmål: Kunne vi have opdaget det tidligere?
De fleste HR-afdelinger og ledere arbejder i dag seriøst med trivsel. Der gennemføres pulsmålinger, APV´er og trivselssamtaler.
Alligevel er der en erfaring, som mange i HR genkender:
Mistrivsel opdages ofte først, når den har fået konsekvenser.
På det tidspunkt handler det sjældent længere om forebyggelse.
Det handler om at begrænse skaden – både menneskeligt og organisatorisk.
Spørgsmålet er derfor. Hvad der sker i perioden før virksomheden ser konsekvenserne.
Mennesker mærker ofte selv de første tegn. Mindre energi, tvivl, frustrationer i samarbejdet, pres i privatlivet eller måske oplevelsen af at miste grebet om arbejdet.
Problemet er bare, at mange medarbejdere ikke siger det højt i den fase.
Ikke fordi der nødvendigvis er mistillid til organisationen, men fordi det endnu ikke føles stort nok. Eller fordi man håber det går over.
Mange medarbejdere tænker:
Resultatet er, at mistrivsel ofte udvikler sig stille i en periode, hvor organisationen endnu ikke ser det.
Mange HR-afdelinger beskriver, at de først bliver involveret, når noget allerede er vokset. Ikke i den tidligere fase, hvor en medarbejder begynder at miste fodfæstet. Men senere, når mistrivslen viser sig som fravær, konflikt, performancefald eller opsigelse.
Og så bliver HR organisationens brandslukker.
Det er en vigtig rolle, men også en dyr måde at organisere sig på. For på det tidspunkt er situationen ofte blevet langt sværere at håndtere.
De fleste virksomheder er designet til at måle trivsel, ikke til at opdage mistrivsel tidligt.
Mange virksomheder har i dag data om trivsel.
Pulsmålinger, APV´er, sygefraværstal og exitinterviews kan være værdifulde redskaber. Mange organisationer investerer betydelige ressourcer i at måle udviklingen. Men målingen har også en begrænsning: De viser ofte først noget, når mistrivslen allerede har sat sig.
Flere HR-afdelinger peger også på, at medarbejdere ikke altid svarer helt ærligt i interne målinger. Ikke nødvendigvis af mistillid, men fordi anonymiteten kan føles usikker.
På mange arbejdspladser føles det som om at der findes to tilstande:
Det går fint
Og så pludselig:
Nu har vi et problem.
En sygemelding, en opsigelse eller måske en konflikt der er vokset sig stor.
Men mistrivsel opstår sjældent så sort-hvidt.
Den opstår ofte i et mellemrum. Et sted mellem ”Det går fint” og ”nu har vi et problem”
Det er det, jeg kalder for Trivselsmellemrummet.
Det er perioden, hvor mistrivsel begynder at opstå, men endnu ikke er blevet en sag i virksomheden.
I trivselsmellemrummet begynder de små forskydninger.
Energien falder lidt, engagement bliver mindre, relationer begynder at knirke, noget begynder at fylde uden at virksomheden endnu opdager det.
I den periode går medarbejdere alene med det.
De er ikke syge
De er ikke i konflikt
De er bare ikke helt der, hvor de plejer at være.
Mange virksomheder er gode til at reagere, når problemerne først er blevet tydelige. Men meget få virksomheder er designet til at opdage trivselsmellemrummet.
Det kræver nemlig noget andet end målinger og processer.
Det kræver rum, hvor medarbejdere kan sige:
”jeg er ikke helt der, hvor jeg plejer at være” uden frygten for konsekvenser.
Der findes ikke én løsning, men tre greb går igen i organisationer, der lykkes bedre med tidlig indsats.
En erfaring fra mange samtaler med HR og medarbejdere er, at nogle ting først bliver sagt højt, når medarbejdere oplever fuld fortrolighed. Selv i organisationer med høj tillid kan medarbejdere være tilbageholdende med at dele tidlige bekymringer i interne systemer.
Nogle organisationer arbejder derfor også med eksterne sparringsmuligheder eller andre fortrolige rum, hvor medarbejdere og ledere kan tale åbent om det, der fylder. Det kan give HR og ledelsen mulighed for tidligere indsigt og dermed bedre mulighed for at handle, før mistrivsel udvikler sig.
Derfor er spørgsmålet måske ikke om HR gør nok.
Spørgsmålet er, om organisationen er designet til at opdage mistrivsel tidligere – eller først reagerer, når den allerede er blevet synlig og dyr.
Hvis organisationer vil opdage mistrivsel tidligere, kræver det ikke flere målinger. Det kræver bedre muligheder for, at mennesker kan sige noget, mens det stadig er småt.
For mistrivsel opstår sjældent fra den ene dag til den anden.
Den begynder ofte længe før organisationen opdager den.
Ofte i det, vi kan kalde trivselsmellemrummet.
Om forfatteren
Kim Grundtvig Broderfeldt er CEO i Trivselsordningen, der arbejder med tidlig indsats i forhold til mistrivsel på arbejdspladser.