22. oktober 2025

Finansforståelse skal ikke være forbeholdt direktionslokalet

Medarbejdernes økonomiske kompetencer spiller en vigtig, men undervurderet rolle i virksomheders vækstkurve. Det er på tide, at vi gør op med forestillingen om, at finansiel forståelse udelukkende er CFO'ens ansvar.

Søren Lonning, CFO, Pleo

Økonomisk indsigt har traditionelt været forbeholdt virksomhedens økonomiafdeling, men den tilgang er for smal i dagens turbulente økonomiske klima. Vigtige forretningsbeslutninger, der har direkte indflydelse på virksomhedens vækst, bliver og bør træffes decentralt. Det forudsætter stærk økonomisk forståelse på tværs af afdelingerne.

At forbedre den finansielle tilgængelighed bør stå højt på ledelsens dagsorden. For det kræver, at vi bryder barriererne mellem økonomiafdelingen og resten af organisationen – både praktisk, teknologisk og kulturelt. Min erfaring er, at når den øvelse lykkes, og finansiel forståelse og økonomisk tæft spredes i en organisation, er det med til at styrke virksomhedens samlede forretning.

For nylig gennemførte Pleo en rundspørge blandt 1.000 danske medarbejdere om finansiel forståelse uden for økonomiafdelingen. Her svarede 73 procent, at deres finansielle viden styrker dem i at træffe bedre forretningsbeslutninger, og 66 procent mener, at deres finansielle forståelse har en direkte indflydelse på virksomhedens vækst.

Byg en økonomisk velfungerende virksomhed

Hvordan sikrer en virksomhed så et bredt, fælles finansielt fodslag? Det gør man ved at prioritere økonomisk uddannelse under onboarding og give medarbejderne de økonomiske værktøjer, de har brug for til effektivt at forstå deres udgifter og deres bredere rolle i virksomheden. 

Mange virksomheder har i dag blikket skarpt rettet mod branchekendskab, branding og virksomhedsidentitet – både ved rekruttering og onboarding. Jeg foreslår ikke, vi skal se bort fra disse prioriteter, men jeg vil hævde, at finansiel forståelse bør fylde langt mere i denne proces. Når selv små marginer tæller, skal alle medarbejdere med budgetansvar forstå den økonomiske realitet bag deres beslutninger.

Nye medarbejdere skal have muligheden for hurtigt at kunne navigere i den økonomiske kontekst og stille spørgsmål som: ”Hvad koster det? Hvordan påvirker det cashflow og likviditet? Hvor lang er tilbagebetalingstiden?”

Derfor bør finansielle kompetencer være en fast del af onboarding – på linje med virksomhedens strategi og mål. Vores erfaring viser, at teams med økonomisk indsigt træffer mere bæredygtige beslutninger, udfordrer antagelser, opdager nye muligheder og handler mere effektivt.
Jeg taler ikke om en stor, kompleks transformation, men som en naturlig del af moderne ledelse. 

Og kigger vi igen på medarbejdernes egne oplevelser, kan vi se, det er et ønske, der allerede findes ude i virksomhederne. Her svarer halvdelen af respondenterne i undersøgelsen nemlig, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre økonomisk uddannelse.

Adgang til data og AI løfter den finansielle selvtillid

Selvom det er en vigtig start, løser finansiel onboarding i sig selv opgaven. Hvis potentialet skal forløses, kræver det, at organisationen kompetencemæssigt kan følge med i hverdagen og tilbyde opdaterede værktøjer, der gør det muligt for teams og medarbejdere at planlægge og administrere deres budgetter med realtidsoversigt over udgifterne.

Flere virksomheder er allerede i gang med at demokratisere adgangen til finansielle data og digitale værktøjer – sideløbende med digitaliseringen af deres kerneaktiviteter. Næste skridt bliver brugen af AI. Også her ser vi en tydelig efterspørgsel blandt medarbejderne: En tredjedel kunne forestille sig at bruge en økonomisk AI-assistent til at hjælpe med budgettering og økonomiske beslutninger. Viljen til at tage nye teknologier i brug er der altså. Og den mulighed bør virksomheder udnytte til at styrke finansiel selvtillid og smidighed på tværs af deres teams.

CFO’en som katalysator for vækst.

Det handler ikke om at skære ned på økonomiafdelingen eller minimere dens rolle – tværtimod. Når flere i organisationen får finansiel indsigt, bliver økonomiafdelingen en strategisk medspiller, der forbinder den finansielle strategi med de daglige beslutninger, medarbejderne træffer. Det gør hele virksomheden mere fleksibel og handlekraftig.

Som jeg ser det, bliver finansiel opkvalificering i høj grad en forudsætning for kvalificerede, sunde prioriteringer og i sidste ende vækst. Det behøver hverken være dyrt eller kompliceret, men det kræver, at ledelsen ser økonomisk indsigt som et ansvar for hele virksomheden – ikke kun økonomiafdelingen.

Søren Lonning, CFO, Pleo