18. juni 2025

Employer Branding i 2025: Sådan vinder danske virksomheder kampen om talenterne

Det danske arbejdsmarked er i hastig forandring. Med øgede krav til fleksibilitet, meningsfuldt arbejde og teknologisk forståelse står virksomheder over for et pres for at tilpasse sig medarbejdernes forventninger. Randstad Employer Brand Research 2025 kortlægger, hvad arbejdstagere i Danmark lægger vægt på, og hvilke virksomheder vi aller helst vil arbejder for.

Af Nikolaj Henum

Hvad vægter mest hos en arbejdsgiver?

Øverst på listen over danskernes vigtigste kriterier ved valg af arbejdsgiver står attraktiv løn og personalegoder. Men økonomisk kompensation står ikke alene. Balancen mellem arbejdsliv og fritid samt et godt arbejdsmiljø følger tæt efter. Derudover lægges der stor vægt på muligheder for faglig udvikling, jobsikkerhed og fleksibilitet – især muligheden for at arbejde hjemmefra.


Virksomheder med stærk tiltrækningskraft

Blandt Danmarks største private arbejdsgivere er det Novo Nordisk, LEGO og Mærsk, der scorer højest som de mest attraktive. De virksomheder, der klarer sig bedst, formår at kombinere økonomisk stabilitet med stærke værdier, relevante arbejdsopgaver og gode udviklingsmuligheder.


Større jobmobilitet blandt unge og kvinder

Hver fjerde dansker overvejer at skifte job inden for det næste halve år, og her skiller især de yngre generationer og kvinder sig ud med højere mobilitet. Blandt generation Z har 31 % skiftet job det seneste halve år, og 32 % planlægger at gøre det igen. Det stiller krav til arbejdsgivere om løbende at fastholde og engagere medarbejdere, før konkurrenterne gør det.


Hvad driver et jobskifte?

Et attraktivt jobtilbud er den hyppigste årsag til jobskifte, men andre væsentlige faktorer er lav løn, dårlig ledelse og manglende work-life balance. Der ses også tydelige forskelle på tværs af faggrupper og køn – hvor kvinder i højere grad peger på dårlig ledelse som årsag, mens mænd oftere motiveres af tilbud om mere attraktive stillinger.


Et stærkt employer brand er en nødvendighed

Randstads analyse peger på, at virksomheder, der formår at adressere medarbejdernes forventninger aktivt og gennemsigtigt, står stærkere i konkurrencen om talent. Det handler ikke kun om en konkurrencedygtig løn – men også om at tilbyde fleksible arbejdsvilkår, tydelige udviklingsveje, meningsfuldt arbejde og en inkluderende kultur.

Download rapporten her.

Om Randstad Employer Brand Research (REBR)

Randstad Employer Brand Research er verdens største uafhængige undersøgelse af employer branding, gennemført årligt i 34 lande og med input fra over 173.000 respondenter globalt. Undersøgelsen giver et unikt indblik i, hvad jobsøgende og ansatte værdsætter mest hos en arbejdsgiver – med fokus på både funktionelle og emotionelle faktorer. I Danmark er data indsamlet via online interviews blandt 2.557 respondenter i januar 2024 og er repræsentativet på køn, alder og beskæftigelse.