Fredag den 29. august summede Industriens Hus i København af liv, da Women’s Board Award 2025 blev uddelt. Det traditionsrige prisarrangement samlede Danmarks erhvervselite til en eftermiddag med fokus på lederskab, diversitet og stærke kvindelige rollemodeller.
Fredag den 29. august summede Industriens Hus i København af liv, da Women’s Board Award 2025 blev uddelt. Det traditionsrige prisarrangement samlede Danmarks erhvervselite til en eftermiddag med fokus på lederskab, diversitet og stærke kvindelige rollemodeller.
Årets modtager af prisen blev Henriette Hallberg Thygesen, CEO i Terma A/S, som med en lang og international karriere bag sig i Mærsk nu står i spidsen for en af Danmarks mest betydningsfulde virksomheder. Hun løb med hæderen foran de to øvrige nominerede, Britta Korre Stenholt og Sisse Fjeldsted Rasmussen, der begge blev fremhævet som stærke navne på den danske erhvervsscene.
Et af aftenens absolutte højdepunkter var, da prisen blev overrakt af USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Rufus Gifford. Han delte samtidig sine erfaringer fra USA, hvor diversitet og ligestilling i erhvervslivet fortsat er en varm debat. Hans budskab var klart: Vi er kommet langt, men der er stadig langt igen, og den seneste tidsudvikling i USA har givet diversitetsdebatten flere udfordringer.
Den pointe blev også understreget af vinderen selv.
“At modtage denne pris er en stor ære – men det er også en påmindelse om det ansvar, vi hver især har for at bruge vores platform til at skabe forandring,” sagde Henriette Hallberg Thygesen
Også Susanne Hoeck, Co Funder af Women’s Board Award, glædede sig over endnu en vellykket fejring:
“Det er ellevte gang, vi uddeler prisen, og interessen og relevansen bliver større for hvert år. Ser man tilbage på listen af tidligere modtagere, kan vi være stolte af, at mange af vores vindere i dag har formandsposter både i Danmark og internationalt. Det bekræfter, at det nytter at identificere og synliggøre de kvinder, der har kompetencerne til at tage ansvar på højeste niveau.” sagde hun.
Årets topkandidater var udvalgt af search firmaet Odgers, og vurderet af en uvildig jury, med Claus V. Hemmingsen i spidsen. Med prisuddelingen blev der skrevet et nyt kapitel i den 11-årige historie om Women’s Board Award, som fortsat arbejder for at inspirere flere kvinder til at tage springet til både topleder og bestyrelsesposter. Eftermiddagen i Industriens Hus blev derfor både en fejring af stærke kvindelige rollemodeller – og en påmindelse om, at indsatsen for diversitet og ligestilling på direktions- og bestyrelsesgangene langt fra er slut. Og det er i 11. time, ikke mindst set i relation til det EU-direktiv, der træder i kraft 30. juni 2026.
Fra venstre Rufus Giffort, Susanne Hoeck, Henriette Hallberg Thygesen, Allan Polack (Jurymedlem). Fotograf - Virkkom.