Imagegen (1) (2)

Martin fik til opgave at fyre 60 kolleger uden forberedelse

Martin Lauritsen følte sig svigtet af ledelsen, da han som 27-årig blev bedt om at afskedige en række kolleger uden at være klædt på til opgaven. Det er ikke et unormalt scenario, siger en ekspert.

Af Allan Priess Poulsen

Martin Lauritsen følte sig svigtet af ledelsen, da han som 27-årig blev bedt om at afskedige en række kolleger uden at være klædt på til opgaven. Det er ikke et unormalt scenario, siger en ekspert.

Oplevelsen ligger flere år tilbage, men står stadig mejslet ind i Martin Lauritsens hukommelse. Som 27-årig mellemleder i et stort dansk transportfirma blev han bedt om at afskedige 60 kolleger. Det foregik over tre dage, hvor Martin Lauritsen ikke foretog sig andet end at fyre fra morgen til aften. Vel at mærke uden på nogen måde at være klædt på til opgaven.


”Jeg blev bedt om at afskedige 60 medarbejdere sammen med en anden juniorleder, som var endnu mere uerfaren end mig. Jeg havde på det tidspunkt været ansat i et halvt års tid, og fordi der var brug for besparelser, skulle en række ældre speditører og administrativt personale udskiftes med yngre kræfter. De fleste var 55+ og havde nogle få år tilbage, inden de kunne lade sig pensionere. Det var granvoksne mænd – nogle af dem ældre end min far – der i flere tilfælde brød grædende sammen, da jeg fyrede dem,” fortæller Martin Lauritsen, der i dag er partner og adm. direktør i Rent Group Denmark, en af Europas førende udlejningsvirksomheder i forbindelse med konferencer, kongresser og andre store events.

Foto af Lars Møller

Ledelsessvigt af to omgange
Mens der i hans egen virksomhed kun sjældent har været behov for at afskedige medarbejdere, var virkeligheden en helt anden i den pågældende transportvirksomhed, hvor der løbende blev afskediget medarbejdere. Både som følge af manglende performance og på grund af nedskæringer og sæsonudsving. Martin Lauritsen har som sådan ikke noget at udsætte på opsigelserne. Til gengæld stiller han sig meget kritisk over for proceduren med at lade unge mellemledere afskedige kollegaer uden at forberede dem på opgaven.


”Jeg havde afskediget 5-6 medarbejdere tidligere, men det var hver gang åbenlyse fyringer af chauffører, der for eksempel ikke kunne holde fingrene fra de pakker, de skulle aflevere. Hver gang skete det med en fælles forståelse af, at det var sådan, det måtte være. Det her var en helt anden opgave, hvor jeg havde brug for at forstå mekanismerne, lære lidt psykologi og finde en værdig måde at gøre det på. Det skete slet ikke, og på den måde svigtede ledelsen jo både mig og de medarbejdere, der blev fyret,” siger han.

Foto af Lars Møller

 
Virksomheder fravælger forberedelse
Skulle man tro, at eksemplet udelukkende hører fortiden til, og at forholdene har ændret sig markant siden da, tager man fejl. Det fortæller Birgitte Røssell, vicedirektør i Makio, som arbejder med outplacement og får afskedigede personer i job, ligesom virksomheden uddanner mellemledere i at foretage afskedigelser på en respektfuld måde.


”En fyring er for de fleste en ret traumatisk oplevelse, som de pågældende husker resten af livet. For nogle udvikler fyringer sig til deciderede livskriser og depressioner. Derfor er det alt andet lige virksomhedernes ansvar at fyre deres ansatte på en god måde, der gør mindst mulig skade. For eksempel ved at give mellemlederne et uddannelsesforløb eller at lade dem tage ved lære af en erfaren chef eller en HR-medarbejder. Men meget ofte sker det ikke,” siger Birgitte Røssell.

Foto af Magnus Møller

”Mange virksomheder fravælger simpelthen at forberede opsigelsessamtalerne. Ofte af økonomiske eller ressourcemæssige årsager. Det betyder både, at de fyrede medarbejdere får nogle unødvendige ar på sjælen og derfor er længere tid om at komme i arbejde igen, og at mellemlederne bliver kastet ud i et meget voldsomt ledelsesindgreb uden nogen form forberedelse. Det er tæt på at være et overgreb på begge parter,” tilføjer hun.

Ikke en del af lederuddannelser
Martin Lauritsen understreger, at han kun i ganske få tilfælde har haft brug for at afskedige medarbejdere i sin egen virksomhed. Og at Rent Group Danmark i flere tilfælde har brugt ledelsens netværk til at hjælpe de pågældende medarbejderne videre. Til gengæld er hans budskab nedslåede, hvad angår hans kendskab til forberedelse af opsigelsessamtaler i store danske virksomheder anno 2024.


”Jeg taler af og til om emnet med personer i mit netværk, men jeg er endnu ikke stødt på nogen, der som mellemledere er blevet forberedt på at foretage afskedigelser. Jeg har heller aldrig hørt om en lederuddannelse, hvor emnet bliver behandlet. Det virker som et meget overset område,” siger han.