Fyringer fylder meget i dansk erhvervsliv. Men ifølge en ekspert har mange danske virksomheder noget at lære, når det kommer til at opsige med værdighed.
Når danske virksomheder af den ene eller anden årsag opsiger medarbejdere, sker det i 20 procent af tilfældene, uden at den fyrende mellemleder er blevet forberedt på at gennemføre en opsigelsessamtale. Det viser en YouGov-undersøgelse om danske virksomheders håndtering af fyringer fra 2025.
Tallet er bemærkelsesværdigt, fordi opsigelsessamtaler udgør lidt af en blind vinkel i dansk erhvervsliv. Således fortæller adm. direktør Jesper Magnusson fra outplacementvirksomheden Makio, at opsigelser ikke er en del af pensum på diverse lederuddannelser.
”Det er op til de enkelte virksomheder at klæde deres mellemledere på til at opsige medarbejdere med værdighed og ordentlighed. Mellemlederne har ikke noget teoretisk ballast med sig fra diverse lederuddannelser. Men enten HR, en ekstern aktør eller mangeårige ledere, der har erfaring med at opsige, kan sagtens lære fra sig, så resultatet bliver godt. Det behøver ikke at være en svær øvelse,” siger Jesper Magnusson.
Direktøren henviser til, at det i Danmark er relativt let for virksomheder at både ansætte og afskedige medarbejdere. Til sammenligning er det i Sverige nærmest umuligt at fyre en medarbejder på grund af diverse arbejdsmarkedslovgivning. I Holland skal der en dommer til for at opløse en ansættelseskontrakt, ligesom det i Belgien er lovpligtigt at tilbyde fyrede medarbejdere outplacement.
Jesper Magnusson peger på, at en række simple tiltag kan gøre en verden til forskel for de medarbejdere, der oplever at få en fyreseddel. Og at tiltagene i høj grad er en fordel for virksomhederne selv, fordi indsatsen beskytter deres omdømme og gør det lettere af rekruttere.
Det handler blandt andet om at være forberedt på de mulige udfald af samtalen – frem for primært at være fokuseret på, hvad man som mellemledere vil sige. Opsagte medarbejdere reagerer normalt ved enten at blive tavse, diskussionslystne, vrede, kede af det eller ved at forlade rummet. Ifølge Jesper Magnusson har den velforberedte mellemleder en drejebog for alle disse scenarier.
Udover et vist kendskab til krisepsykologi argumenterer direktøren for, at det en fordel at have styr på både den relevante jura og diverse praktik omkring, hvad der konkret skal ske efter opsigelsessamtalen. Endeligt er der god mulighed for at forberede sig på de mest almindelige spørgsmål i en opsigelsessamtale – som meget ofte er ens.
Endeligt peger han på, at det er vigtigt at forberede sig mentalt på, at man som fyrende mellemleder er på vej til at foretage et ekstremt ledelsesindgreb, som kan have stor negativ betydning for den fyrede medarbejder.
”Mine kolleger og jeg hører løbende historier om mellemledere, der ikke har sovet om natten inden en fyringsrunde, eller som bryder grædende sammen over for medarbejderne. Det er skadeligt for begge parter, hvis det sker. Og igen: Det er virksomhedernes ansvar. Som mellemleder kan man nå langt ved på forhånd at acceptere forløbet, visualisere samtalerne, have fokus på sin vejrtrækning og vide, at det er helt okay at være nervøs,” siger Jesper Magnusson, der kalder området for overset i dansk erhvervsliv.
”Alle virksomheder er dybt afhængige af deres omdømme. Bliver der spredt ret mange negative historier om, at en virksomhed er dårlig til at opsige, er det gift for den fremtidige rekruttering. Til gengæld kan der være nogle store fordele forbundet med at behandle afgående medarbejdere med respekt. Det er den slags employer branding, som både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere har tendens til at gå i retning af,” siger han.
Jesper Magnusson slår desuden et slag for, at fordi opsigelser er en naturligt forekommende del af dansk erhvervsliv, kan virksomheder med fordel være åbne omkring processen.
”De fleste virksomheder har ikke lyst til at skilte med, at de med jævne mellemrum opsiger medarbejdere. Det mener jeg faktisk er en ret stor misforståelse. Der er ikke noget som helst galt med at opsige medarbejdere. Meget ofte handler det om nedgang i omsætningen, lukning af afdelinger, sæsonudsving og alverdens strategiske beslutninger. Det kan alle forstå. Er man åben omkring det, skaber det en oplagt mulighed for, at virksomheden kan skilte med sine værdier og på den måde skabe tryghed i organisationen” tilføjer Jesper Magnusson.
Makio afholder tirsdag den 6. oktober kurset ”Den værdige opsigelse – de juridiske rammer, ledelsesmæssigt ansvar og den praktiske gennemførelse”. Kurset finder sted hos Dansk HR på Brunbjergvej 4, 8240 Risskov. Tilmelding kan ske her.