21. oktober 2026

Lederne trives jo fint. Så hvorfor tale om ledertrivsel?

71 procent af danske ledere oplever høj eller meget høj trivsel på arbejdet. Samtidig viser en anden undersøgelse, at 35 procent af lederne kan karakteriseres som belastede. Hvordan hænger det sammen? Og hvad fortæller det os om behovet for at sætte ledertrivsel på dagsordenen?

Af Sofie Brogaard Schmidt, redaktør, Dansk HR

Danske ledere trives faktisk bedre end arbejdsmarkedet generelt. Ifølge Jobindex' undersøgelse Jobindsigt 2026: Trivsel på bundlinjen oplever 71 procent af lederne høj eller meget høj mental trivsel på jobbet. Blandt danskerne generelt er tallet 66 procent.

Det er umiddelbart en positiv historie. Og måske også en historie, der udfordrer forestillingen om, at lederrollen nødvendigvis er forbundet med mistrivsel.

Samtidig viser CfL's Ledertrivsel-analyse 2026, at 35 procent af lederne kategoriseres som belastede, når deres svar vurderes ud fra CfL's model for ledertrivsel. Undersøgelsen viser desuden, at 75 procent af lederne oplever et krydspres mellem forskellige interessenter, mens 57 procent oplever et stort arbejdspres i hverdagen.

De to undersøgelser måler trivsel på forskellige måder og kan derfor ikke sammenlignes direkte. Men de peger på en interessant dobbelthed ved lederrollen: Ledelsesarbejdet kan være både meningsfuldt, motiverende og belastende.

For selvom man er glad for sit arbejde, betyder det ikke nødvendigvis, at man har ubegrænset overskud til at håndtere de krav, der følger med.

 

Hvem passer på dem, der skal passe på andre?

Ledere forventes at skabe retning, engagement og resultater, samtidig med at de skal navigere i forandringer, træffe svære beslutninger og være nærværende over for deres medarbejdere.
Men hvem skaber rammerne for, at lederen selv kan lykkes?

Her rummer Jobindex' undersøgelse endnu en interessant pointe. Hele 26 procent af lederne fremhæver deres egen nærmeste leder som den vigtigste faktor for deres mentale trivsel. Blandt danskerne generelt er tallet blot 15 procent.

Selvom man selv har ansvaret for at lede andre, forsvinder behovet for god ledelse altså ikke.
Det rejser et vigtigt spørgsmål: Har vi tilstrækkeligt fokus på de mennesker, der skal skabe trivsel, udvikling og resultater for resten af organisationen?

Lederens egen trivsel kan også påvirke medarbejdernes trivsel, samarbejdet og arbejdsmiljøet. Derfor handler ledertrivsel ikke kun om den enkelte leders evne til at håndtere pres, men også om ledelsesrum, forventninger, sparring og organisatoriske rammer, der gør det muligt at lykkes med opgaven.

 

Tre perspektiver på lederrollen

Hvad der skal til for at lykkes og trives som leder, findes der næppe ét enkelt svar på. På HR- og Ledelsesdagen den 17. november 2026 i Aalborg Lufthavn møder vi tre oplægsholdere, der fra hver deres ståsted giver indblik i lederrollens udfordringer og muligheder.

Louise Dinesen: Hvem passer på chefen?
Erhvervs- og krisepsykolog Louise Dinesen tager fat på de særlige vilkår, der følger med lederjobbet. Med afsæt i forskning og mere end 20 års erfaring med ledelse og psykisk arbejdsmiljø undersøger hun, hvad der udfordrer lederes trivsel, og hvordan ledere og organisationer sammen kan arbejde med forebyggelse, motivation og bæredygtighed i lederrollen.

Nicolai Moltke-Leth: Bevidst lederskab begynder med dig selv
Hvordan leder man andre, hvis man ikke er bevidst om, hvad der driver ens egen adfærd? Tidligere jægersoldat, sociolog og master i positiv psykologi Nicolai Moltke-Leth sætter fokus på selvindsigt, energi, vaner og emotionelle og sociale færdigheder. Han udfordrer deltagerne til at reflektere over deres egne mønstre og over, hvordan bevidst selvledelse kan styrke både trivslen, relationerne og resultaterne.

Thomas Kastrup-Larsen: Ledertrivsel, når forandringerne rammer virkeligheden
Hvordan skaber man trivsel og fælles retning, når man står midt i et lederskifte og en organisation i udvikling? Direktør i Aalborg Zoo og tidligere borgmester i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen, deler erfaringer fra sine første måneder som direktør. Han giver et praksisnært indblik i arbejdet med tydelig kommunikation, involvering, lederudvikling og psykologisk tryghed, men også de dilemmaer og den modstand, der følger med organisatoriske forandringer.

For spørgsmålet er måske ikke kun, om vores ledere trives. Men hvad vi gør for, at de bliver ved med det.

HR- og Ledelsesdagen 2026

17. november 2026 | Aalborg Lufthavn
Medlemspris: 996 kr. ekskl. moms
Ikke-medlemmer: 1.196 kr. ekskl. moms
Frokost er inkluderet i prisen.

Læs mere om programmet, og tilmeld dig.