23. september 2026

Jan Gerding fra Bosch modtager HR-prisen 2026

Med en mangeårig indsats for at forebygge stress og skabe en kultur, hvor mental trivsel er et fælles ansvar, modtager Jan Gerding fra Bosch HR-prisen 2026. Indsatsen har blandt andet bidraget til markant lavere sygefravær og gjort det lettere for stressramte medarbejdere at vende tilbage til arbejdet.

Af redaktionen i Dansk HR

Jan Gerding fra Bosch er årets modtager af HR-prisen 2026.

HR-prisen uddeles af Dansk HR og sætter fokus på indsatser, der gør en mærkbar forskel for mennesker og organisationer.

Prisen gives på baggrund af hans mangeårige arbejde med at forebygge stress og skabe en mere åben kultur omkring mental trivsel. I stedet for først at reagere, når en medarbejder er blevet sygemeldt, har Bosch gennem en årrække arbejdet målrettet med tidlig indsats og forebyggelse.

Blandt andet er ledere, HR og sikkerhedsrepræsentanter blevet uddannet i at spotte tidlige tegn på stress, og virksomheden har tilknyttet både stresscoach og psykoterapeut.

Indsatsen har skabt markante resultater. Bosch er gået fra omkring 600 til 150 sygedage om året, og flere medarbejdere vender i dag tilbage til arbejdspladsen efter et stressforløb end tidligere.

Et fælles ansvar

For Jan Gerding er en central pointe, at mental trivsel ikke alene er virksomhedens eller medarbejderens ansvar.

Det er ikke noget, virksomheden sidder med ansvaret for alene, eller som vi kaster ud til medarbejderne. Det er et fælles ansvar.

Han glæder sig samtidig over, at HR-prisen giver ham endnu en platform til at sætte fokus på stressforebyggelse og dele Boschs erfaringer med andre virksomheder.

Nu får jeg endnu en mulighed for at stå på den her ølkasse og prøve at råbe virksomheder op og fortælle, at der faktisk er en vej at gå.

 

Forskellen for mennesker

Selvom indsatsen har skabt tydelige resultater, er det først og fremmest forskellen for den enkelte medarbejder, der betyder noget for Jan Gerding.

Jeg kan rent faktisk se, at det her gør en forskel for mennesker. Den hjælp, vi har stillet til rådighed, og den tillid og indgang, vi har til tingene, har flyttet folk fra et sted til et bedre sted. Det gør mig rigtig, rigtig stolt.”

Med HR-prisen 2026 anerkendes en langsigtet indsats, der gennem mere end 20 år har sat fokus på forebyggelse, åbenhed og fælles ansvar for mental trivsel.