19. august 2026

Nu kan du stemme på vinderen af HR-prisen 2026

Hvem skal løbe med HR-prisen 2026? Nu er afstemningen åben, og du kan være med til at afgøre, hvem der skal modtage prisen. Fem stærke kandidater er nomineret til HR-prisen 2026. Fælles for dem er, at de på hver deres måde har vist, hvordan HR kan skabe mærkbare resultater – for medarbejdere, kultur, ledelse og forretning.

Af redaktionen i Dansk HR

HR-prisen bliver i 2026 uddelt for 30. gang på Træfpunkt – og nu har vi brug for din hjælp til at finde årets vinder.

HR-prisen gives til en person, et team, en afdeling eller en virksomhed i Danmark, som har iværksat eller bidraget til en HR-indsats med markant effekt. Det kan være en indsats, der har styrket kulturen, forbedret trivslen, udviklet ledelsen eller på anden måde skabt mærkbare resultater for både mennesker og forretning.

I år er fem stærke kandidater nomineret, som på hver deres måde viser, hvilken forskel målrettet HR-arbejde kan gøre.

Nu er det din tur til at være med til at afgøre, hvem der skal vinde HR-prisen 2026

I år kan du stemme på:

  • Carlsberg Danmark A/S, Mads Junget Madsen
  • MAKI A/S, Projekt "Play together"
  • DSV, People & Organisation
  • Carl Ras, Steen Demskov og HR-afdelingen
  • Bosch, Jan Gerding

Læs mere om de fem nominerede nedenfor, og afgiv din stemme på den kandidat, du mener skal vinde HR-prisen 2026.

Carlsberg Danmark A/S, Mads Junget Madsen

People & Culture som en forretningskritisk medspiller

Mads Junget Madsen er indstillet for at have løftet People & Culture fra en understøttende funktion til en forretningskritisk medspiller. Han har styrket både ledelseskvalitet, engagement og DE&I gennem konkrete initiativer og en tydelig mennesker-først-tilgang.

MAKI A/S, Projekt "Play Together" 

Styrker trivsel og samarbejde gennem medarbejderdreven kulturudvikling

MAKI A/S er indstillet for projektet ”Play Together”, der har styrket trivsel, samarbejde og fællesskab gennem medarbejderinvolvering. Resultaterne er tydelige: Oplevet hjælpsomhed mellem afdelinger er steget fra 60 % til 79 %, mens medarbejderomsætningen er faldet fra 19,5 % til 9,8 %.

DSV, People & Organisation

Skaber fælles kultur og ledelsesretning i DSV’s største integration nogensinde

DSV’s People & Organisation er indstillet for sin centrale rolle i integrationen af DB Schenker. P&O har været med til at skabe fælles kultur og ledelsesretning på tværs af tæt på 160.000 medarbejdere i mere end 90 lande og klædt over 4.000 ledere på til opgaven.

Carl Ras, Steen Demskov og HR-afdelingen 

Udfordrer “plejer” for at skabe en arbejdsplads, der også virker for næste generation

Steen Demskov og HR-afdelingen ved Carl Ras er indstillet for deres databaserede arbejde med at forstå og fastholde yngre medarbejdere. Gennem trivselsmålinger, fokusgrupper og medarbejderinput har de omsat behov til konkrete anbefalinger om blandt andet feedback, udvikling og mening i arbejdet.

Bosch, Jan Gerding 

Har gjort stressforebyggelse til et fælles ansvar og skabt resultater, der holder

Jan Gerding er indstillet for sin langsigtede indsats med at forebygge stress og skabe en kultur, hvor medarbejdere trygt kan række ud. Allerede det første år faldt det stressrelaterede langtidssygefravær med 75 %, og indsatsen har siden skabt varige resultater.

Hvem fortjener HR-prisen 2026?

Fem kandidater. Fem forskellige eksempler på, hvordan HR kan flytte mennesker, organisationer og forretning.

Nu er det op til dig at være med til at afgøre, hvem der skal vinde.

Stem på din favorit til HR-prisen 2026

Din stemme er med til at afgøre, hvem der kan kalde sig vinder af HR-prisen 2026.