07. oktober 2026

Ny nordisk rapport: Danskere, svenskere og nordmænd vil ikke helt det samme på jobbet

Danskere, svenskere og nordmænd er langt hen ad vejen enige om, hvad der kendetegner en attraktiv arbejdsplads. Men når de skal prioritere, hvad der betyder mest i arbejdslivet, træder tydelige nationale forskelle frem. Det viser Randstad Employer Brand Research 2026, der sammenligner arbejdstageres ønsker og forventninger i Danmark, Sverige og Norge.

Af Nikolaj Henum

I Sverige og Norge er et behageligt arbejdsmiljø det vigtigste, når arbejdstagerne beskriver deres ideelle arbejdsgiver. I Danmark indtager work-life balance førstepladsen, mens arbejdsmiljø kommer på andenpladsen. Samtidig er Danmark det eneste af de tre lande, hvor interessant jobindhold er blandt de fem vigtigste faktorer. 

– Vi ligner vores nordiske naboer på mange områder, men tallene viser også, at danske medarbejdere har nogle lidt andre forventninger til arbejdslivet. Det handler ikke kun om løn og tryghed. Muligheden for at få arbejdet til at hænge sammen med resten af livet og samtidig have interessante opgaver fylder meget i Danmark, siger Hans Henrik Davidsen, administrerende direktør i Randstad Danmark.

Fleksibilitet fylder mere i Danmark
Forskellene bliver endnu tydeligere, når arbejdstagerne bliver spurgt om, hvad der konkret skaber en god work-life balance.

51 % af danskerne peger på fleksible arbejdsordninger som en vigtig faktor. I Norge gælder det 40 %, mens tallet i Sverige er 25 %. I Danmark er fleksible arbejdsordninger dermed den næstvigtigste faktor for en god work-life balance – kun overgået af et godt arbejdsmiljø. 
– Fleksibilitet er ikke længere bare et personalegode. For mange danskere er det blevet en central del af vurderingen af, om et job passer til deres liv. Det er værd at være opmærksom på som arbejdsgiver, fordi fleksibilitet i Danmark ser ud til at have større betydning for balancen end i vores nabolande, siger Hans Henrik Davidsen.

Danskerne går mere op i selve jobbet
Også selve indholdet i jobbet skiller Danmark ud.

Interessant jobindhold ligger på en fjerdeplads blandt danskernes vigtigste kriterier ved valg af arbejdsgiver med 56 %. I Norge ligger det på en 8.-plads, mens det heller ikke er blandt svenskernes fem vigtigste prioriteter. I Sverige er lige muligheder i stedet med i top-5, mens nordmændene skiller sig ud ved at lægge større vægt på stærk ledelse. 

66 % af de norske arbejdstagere betragter stærk ledelse som vigtigt hos den ideelle arbejdsgiver. Det samme gælder 43 % i både Danmark og Sverige. 

– Det interessante er, at vi ikke nødvendigvis vil noget helt forskelligt i Norden. Forskellen ligger snarere i, hvad vi lægger mest vægt på. I Danmark står balancen og indholdet i arbejdet stærkt, mens ledelse fylder markant mere i Norge. Det viser også, hvorfor man som arbejdsgiver ikke bare kan gå ud fra, at de samme ting tiltrækker medarbejdere i hele Norden, siger Hans Henrik Davidsen.

Tryghed betyder også noget forskelligt
Der er også forskel på, hvad der får medarbejderne til at føle sig trygge i deres job.
I Danmark ligger retfærdige og ensartede ansættelsesvilkår øverst med 61 %. I Sverige og Norge er det derimod pålidelig løn og goder, der topper med henholdsvis 63 % og 65 %. 

– For danske medarbejdere ser tryghed altså ud til at handle om mere end sikkerheden for, at lønnen kommer. Det handler også om at kunne gennemskue rammerne og opleve, at vilkårene er fair og gælder på en ordentlig og ensartet måde. Sammen med ønsket om fleksibilitet og interessante arbejdsopgaver tegner det et billede af et dansk arbejdsmarked, hvor medarbejderne har høje forventninger til hele arbejdslivet – ikke kun lønpakken, siger Hans Henrik Davidsen.

Om Randstad Employer Brand Research 2026
Randstad Employer Brand Research undersøger arbejdstageres præferencer og syn på attraktive arbejdsgivere. Den nordiske rapport bygger på undersøgelser blandt 2.500 respondenter i Danmark, 3.895 i Sverige og 3.231 i Norge. Interviewene blev gennemført online i januar 2026.

Hent rapporten.