02. september 2026

Truslen fra AI er ikke kun arbejdsløsheden, men også tabet af vores kritiske sans

Måske har du, som så mange andre, siddet med rynket pande og overvejet, om Generativ AI nu også vil gøre dig arbejdsløs i fremtiden. Men har du så overvejet, at den reelle trussel ikke er, at maskinen tager dit job, men at du frivilligt frasiger dig evnen til at tænke kritisk?

Af Anders Bull Holm Larsen & William Brückner Askholt, Kandidatstuderende i cand.merc.(psyk.) på CBS

I et nyt metastudie, der foreløbigt er det eneste af sin slags på verdensplan, simulerer vi en AI-drevet arbejdsplads for at afdække, hvordan teknologien reelt omformer vores hjerner og arbejdsgange. Resultaterne blev en rungende advarsel til hele erhvervslivet. Ukritisk anvendelse af AI er nemlig ikke en “gratis” genvej til højere produktivitet, men snarere et stort selvbedrag, der kan dræbe dømmekraften, både på gulvet, og direktionsgangen.

Det kan være svært at løse et problem, hvis man ikke tør røre ved dens kerne. Så for bedst at kunne undersøge, hvordan AI reelt kommer til at påvirke fremtidens arbejdsmarked, besluttede vi os for at spørge AI. Det lyder selvmodsigende, men hæng lige på: I maj måned skabte og interviewede vi vores fiktive AI-konsulentvirksomhed, “AyeAye”. Virksomheden blev til i et forsøg på at få et værktøj, der forstår AI, netop fordi den selv er skabt af det. 

Vi fodrede Googles AI-maskine Google Gemini med knap 10.000 datapunkter fra seks forskellige peer-godkendte AI-feltstudier, der undersøgte AI-forhold hos giganter som BCG, Microsoft og Accenture. Og en smule provokerende konkluderer vi, at hvis fem traditionelle kaffebords-interviews kan hviske noget om fremtiden, må 10.000 datapunkter, omsat til simulerede medarbejdere, råbe sandheden direkte i hovedet på os. Og sandheden må vi indrømme, er et skræmmende spejlbillede.

Illusionen om “God Mode”

Scenen er sat en mandag morgen hos AyeAye. For juniorkonsulenten Leo Thorne er den klassiske mandagstræthed skiftet ud med en følelse af uovervindelighed. Det er en tilstand, han selv kalder for "god mode". På tyve minutter har han bearbejdet datamængder, der normalt ville æde en fuld arbejdsdag, helt uden at have åbnet Excel. Imens maskinen spytter den færdige PowerPoint-præsentation ud, trasker Leo derfor upåvirket mod kaffemaskinen.
Der er bare ét lille, kæmpe problem; Leo har jo slet ikke kigget på tallene inden han satte AI’en i gang. Han indrømmer det endda blankt;

"Jeg er ved at indse, at hvis jeg ikke forholder mig skeptisk, er jeg blot et mellemled for en algoritme snarere end en rigtig konsulent."

Leo Thorne
JUNIORKONSULENT HOS AYEAYE

Med vores interviews hos AyeAye, forsøger vi at trække i nødbremsen. Forskningen viser nemlig sort på hvidt, at når vi lader maskinen overtage det langsomme og trælse rugbrødsarbejde, fjerner vi den kognitive friktion, der er selve grobunden for læring. 

Hvis fremtidens medarbejdere bare parkerer hjernen og lader algoritmerne tænke først, slukker vi for den dybe og analytiske tænkning. Mens vi jublende kan slippe for at sidde og stirre på den blanke A4-side, mister vi fundamentet for kreativitet og tavs viden, og vi forvandles langsomt til en slags reaktive opgave-forvaltere. Man outsourcer med andre ord sin dømmekraft til et prompt.

Ikke blot en “børnesygdom” blandt nyudklækkede konsulenter

Vores data afslører, at seniorlederne risikerer at blive presset ind i en dybt udmattende rolle som fakta-tjekkere. Hos AyeAye er seniorkonsulenten Sarah Jenkins tvunget til at bruge sin arbejdsdag på at finkæmme rapporter for AI-hallucinationer og logiske fatamorganaer, som maskinen selvsikkert opfinder, og som de unge medarbejdere overser i deres fartblinde jagt på produktivitet. Så når juniorerne slukker hjernen, og seniorerne brænder ud i et desperat forsøg på at rydde op efter dem, står vi tilbage med et yderst ubehageligt spørgsmål til direktionen: Hvad er det egentlig for et produkt, vi sælger?

I HR taler vi stolpe op og stolpe ned om at tiltrække de skarpeste og mest unikke talenter. Men hvad er talentet værd, hvis det bare bliver et sløjt bindeled for en algoritme? Risikoen er, at vi er i gang med at forvandle stolte organisationer til en slags digitale samlebåndsfabrikker, der alle sprøjter den samme gennemsnitlighed ud, men med lysets hast.

Kunden gennemskuer det

Hvis skrækscenariet fra AyeAye bliver virkelighed, vil kunderne hurtigt nægte at betale en premiumpris for lidt håndpolerede AI-strategiplaner, som de formentlig selv bare kunne have promptet sig frem til for små penge. Pointen med at betale dyre domme er jo at få præcis det, maskinen ikke tilbyder; den menneskelige tvivl, skepsis og uafhængig strategisk dømmekraft.

“Men hvad er så løsningen?”, spørger du. At trække stikket til AI er selvsagt både urealistisk og dumt. Men fremtidens vidensarbejde kommer til at kræve en opbygning af faste, strukturelle værn, der aktivt beskytter den ansattes evne til kritisk tænkning. I praksis betyder det, at vi nogle gange skal holde fast i det gammeldags rugbrødsarbejde, som giver os den irriterende, men vigtige kognitive friktion. 

Et konkret greb fra vores studie er indførelsen af en ufravigelig ”Screen-Off”-regel; når kolleger mødes til faglig sparring, skal skærmene forblive slukkede. Kan en konsulent ikke tegne og forklare kernen i sin strategi på et gammeldags whiteboard og beskrive løsningen med egne ord, har vedkommende ganske enkelt ikke forstået opgaven. Hvis det er tilfældet, har maskinen reelt overtaget tænkningen. 

Vores forskning kortlægger en lang række lignende løsningsmodeller, fra de små, daglige benspænd til de større makroorganisatoriske greb. Det fulde overblik gemmer vi til de læsere, der tør dykke ned i selve metastudiet, eller som ønsker at kontakte os direkte for at fortsætte debatten.

Som I kan se, bør spørgsmålet til direktionen ikke længere være, hvor hurtigt I kan få implementeret AI.  Istedet, så spørg: Har vi overhovedet råd til at lade maskinen overtage vores allervigtigste ressource?

MERE OMKRING AI OG HR

Netværksgruppe om AI & HR

Jylland/Fyn
Torsdag den 1. oktober 2026
Læs mere
KURSUS

HRpower-to-X: AI i rekruttering

Jylland/Fyn
Mandag den 26. oktober 2026
Læs mere
KURSUS

AI-forordningen: Fra usikkerhed til sikker styring

Online
Onsdag den 28. oktober 2026
Læs mere