Når optimisme bliver et tveægget sværd
Ny forskning viser, at optimistiske mennesker generelt lever længere, har stærkere sociale relationer og kommer bedre igennem livets modgang. Det lyder som en ubetinget fordel – især hvis man er leder og gerne vil inspirere sine medarbejdere og sætte retning med håb og tro på fremtiden. Men optimisme uden realitetssans kan i værste fald være farlig. Ikke mindst i ledelse.
For optimismen får først sin reelle styrke, når den kobles med realisme og ansvarlighed. Når den har jordforbindelse.
Tigerdyr elsker honning – eller gør han?
For at illustrere forskellen på optimisme med og uden jordforbindelse kan vi vende os mod en velkendt figur fra børnelitteraturen: Tigerdyr fra Peter Plys. Tigerdyr er evigt positiv, energisk og sprudlende. Da han første gang møder Peter Plys, erklærer han straks: ”Tigerdyr elsker honning!” – til Plys’ store ærgrelse. Men øjeblikket efter spytter Tigerdyr honningen ud med væmmelse og siger: ”Tigerdyr hader honning!”
Et lille, komisk øjeblik, som dog afslører noget større: Tigerdyr reagerer med automatisk optimisme uden nogen forståelse for situationens kontekst. Det er en naiv optimisme – en, der ikke forholder sig til virkeligheden.
På den modsatte fløj har vi Æslet. Den evige pessimist, der allerede ser problemerne, før de opstår. Æslet er handlingslammet, fanget i sine egne negative forventninger.
Men som ledere skal vi hverken være Tigerdyr eller Æslet. Vi skal finde balancen mellem håb og realitet. Og her kommer Stockdale-paradokset ind som en værdifuld nøgle.
Stockdale-paradokset: Tro og realitet i symbiose
Admiral James Stockdale var amerikansk krigsfange i Vietnam i otte år. Han blev tortureret, isoleret og udsat for umenneskelige forhold. Alligevel overlevede han – fysisk og mentalt. Hans strategi er siden blevet kaldt Stockdale-paradokset:
“You must never confuse faith that you will prevail in the end… with the discipline to confront the most brutal facts of your current reality, whatever they might be.”
Stockdale observerede, at de fanger, som knækkede først, ofte var de blinde optimister. Dem, der sagde: "Vi er hjemme til jul," "Det slutter til påske." Og som fik deres håb knust igen og igen. “De døde af et knust hjerte,” sagde han senere.
Det var ikke håbet, der var problemet – men den manglende evne til at forholde sig til virkeligheden.
Fra positiv tænkning til meningsfuld tænkning
Victor Frankl, psykiater og overlever fra nazistiske koncentrationslejre, formulerede et beslægtet perspektiv. Ifølge ham handler overlevelse – og i bredere forstand: trivsel – ikke om at tænke positivt, men om at finde mening. Selv i det mest meningsløse.
Hans berømte tanke lyder:
”Mellem stimulus og respons findes der et rum. I det rum ligger vores frihed til at vælge vores respons. I vores respons ligger vores vækst og vores frihed.”
For ledere betyder det: Vi har altid et valg. Vi kan vælge at reagere med overblik, mening og retning – også i svære situationer. Ikke ved at male rosenrøde billeder, men ved at være ærlige og ansvarlige og samtidig vise, at der er en vej videre.
Ledelse i kriser og forandring kræver mod
Som leder står man ofte i situationer, hvor man skal bære håbet – uden at benægte virkeligheden. Det kan være nedskæringer, konflikter, omstruktureringer eller uventede hændelser. Og det er her, Stockdale-paradokset kan blive et praktisk redskab. Det tilbyder et sprog til at sige: ”Ja, det er svært. Men vi skal nok komme igennem det.” Ikke som en tom floskel – men som en ærlig erkendelse af udfordringen, kombineret med et ansvarligt lederskab, der peger fremad.
For hvis vi som ledere kun taler det lyse frem – uden at anerkende det mørke nu – risikerer vi at miste medarbejdernes tillid. Deres oplevelse af, at vi ikke forstår deres virkelighed. Og så dør optimismen for alvor.
