Fotolia_198132974_Subscription_Monthly_M_WEB.jpg

Danske lønmodtagere ser muligheder i øget digitalisering

Den teknologiske tidsalder, som vi befinder os i lige nu, gør, at verden og ikke mindst vores daglige arbejdsopgaver forandres, og ofte kommer diskussionen på bordet om, hvorvidt ens eget job er i fare for at forsvinde som følge af digitaliseringen. Men hvis man spørger lønmodtagerne selv, så er de faktisk generelt meget positive over for en øget digitalisering, og syv ud af 10 danskere ser nye muligheder i udviklingen på arbejdsmarkedet. Og over halvdelen (52 procent) mener faktisk, at kunstig intelligens og robotternes indtog vil påvirke deres nuværende arbejdsopgaver positivt i løbet af de kommende fem til 10 år.

”Jeg synes, at det er fantastisk, at så mange har en positiv tilgang til den teknologiske udvikling og de muligheder, som følger med. Der findes ikke mange arbejdsopgaver, som ikke er blevet ændret i de senere år – og som regel til det bedre. Rigtig mange rutineopgaver er blevet digitaliserede, og i dag findes der en række teknologiske værktøjer, som gør, at mange har fået frigivet hænder til langt mere spændende og udfordrende opgaver. Og sådan tror jeg også opfattelsen er hos langt de fleste lønmodtagere i dag,” siger Nima Astenedost, der er administrerende direktør i Randstad.

Krav til flere digitale færdigheder

Af selv samme undersøgelse fremgår det desuden, at fire ud af fem lønmodtagere mener, at de har behov for flere digitale færdigheder, hvis de skal varetage opgaver fremadrettet.

”Det er indlysende, at man som virksomhed skal give medarbejderne de fornødne ressourcer i forhold til at kunne arbejde med digitale værktøjer. Men det tror jeg ikke bliver et stort problem, for hvis først virksomhederne har investeret i det, så er de naturligvis også interesserede i at få det maximale udbytte. Derudover er de programmer, som bliver udviklet i dag, så brugervenlige, at stort set alle kan håndtere dem. Og så er de nye generationer, som er på vej ind på arbejdsmarkedet, jo også vant til at gøre brug af teknologi,” siger Nima Astenedost.

Hent undersøgelsen her

BAGGRUND

Randstad har i samarbejde med Blauw Research og Survey Sampling International (SSI) interviewet lønmodtagere i 34 lande i hele verden. Interviewene er gennemført i perioden 23. oktober 2018 til 8. november 2018, og der er interviewet minimum 400 lønmodtagere i hvert land. Alle de adspurgte er mellem 18 og 65 år og arbejder mindst 24 timer om ugen. Undersøgelsens resultater indgår i den seneste udgave af Randstad Workmonitor, der udkommer fire gange om året.

 

Kilde: Randstad