publikationen_danskhr.jpg

Danske ledere mangler fokus, tid og retning

Alt for mange danske ledere bruger for lidt tid på ledelse og mangler fokus fra deres egen leder. Det er nogle af forklaringerne på, at den danske ledelseskvalitet fortsat kun er middelmådig. Skal det ændres, må virksomhederne, ledernes ledere og HR træde i karakter.

Hvor den danske arbejdsglæde ligger i top og indtager en fjerdeplads, ser det anderledes ud med ledelseskvaliteten. År efter år viser Ennovas globale benchmarkundersøgelse, Global Employee and Leadership Index (tidligere EEI) at den danske ledelseskvalitet i et internationalt perspektiv er middelmådig. Og årets undersøgelse bekræfter billedet. Fire ud af ti danske medarbejdere dumper deres leder. Og det har negative følger, for lederne er vigtige. De skal følge op på mål og aftaler, og de skal sikre præstationer, høj arbejdsglæde og trivsel. Men alt for mange danske ledere bruger for lidt tid på ledelse, og de mangler at forventningsafstemme med egen leder. Det går ud over ledelseskvaliteten.

Bruger under en halv dag på ledelse

De fleste ledere har været medarbejdere, før de blev ledere. Dygtige medarbejdere. Og danske ledere bliver da også anerkendt for deres faglige dygtighed. Danmark indtager nemlig på det felt en fjerdeplads blandt de 39 lande i årets undersøgelse. Men lederne påtager sig nye arbejdsopgaver i rollen som leder. Alt sammen opgaver, der kræver tid. Årets undersøgelse viser, at de danske ledere bruger meget lidt tid på ledelse. Hver syvende danske leder, 14 procent, bruger mindre end en tiendedel af sin tid på ledelse. Det svarer til, at lederne bruger mindre end en halv dags arbejde om ugen på de opgaver, der følger med jobbet som leder. Det siger sig selv, at kun de færreste kan levere en høj ledelseskvalitet på så kort tid. Det positive er dog, at antallet af ledere, der bruger så lidt tid på ledelse, er faldet sammenlignet med 2013. USA, Canada, Indien, Mexico og Kina er de lande, der scorer højest på ledelseskvalitet. Og årets undersøgelse viser en tydelig sammenhæng mellem kvaliteten af ledelse og forbruget af tid. I de lande bruger kun fire til syv procent af lederne under en tiendedel af deres tid på ledelse.

Mange leder i blinde

De danske ledere får god støtte fra deres chef til at udfylde deres ledelsesrolle. Og det positive er, at de danske ledere får bedre støtte fra deres egen leder nu, end de gjorde i den tilsvarende undersøgelse i 2013. Men støtte er ikke nok. Ledere skal også vide, hvilke ledelsesopgaver det er vigtigst, at de lykkes med. Her er ledernes ledere knap så tydelige i deres kommunikation, selvom der er sket en lille forbedring i forhold til 2013. Når vi dykker ned i resultaterne, viser det sig, at kun seks ud af ti danske ledere har et klart billede af deres ledelsesopgave og afstemt det med deres leder. 18 procent af lederne mener, at de ved, hvad de skal lykkes med. Men de ved ikke, om deres egen leder er enig. Vi må derfor krydse fingre for, at de er på rette vej, og at deres ledelse er afstemt med resten af virksomheden. Mest kritisk er dog den sidste gruppe af danske ledere, nemlig de 22 procent, der ikke har et klart billede af, hvad det er vigtigst, at de lykkes med som ledere. De leder i blinde. Og det er farligt. For når lederne bruger for lidt tid på ledelse, går det ud over ledelseskvaliteten, og når ledernes ledere ikke fortæller lederne, hvad de forventer, så går det ud over virksomhedens resultater.

OM UNDERSØGELSEN

Den 16. udgave af Global Employee and Leadership Index bygger på 36.000 svar fra medarbejdere i 39 lande. I årets undersøgelse kan du også læse om omdømmets, samarbejdets og personaleledelsens betydning for arbejdsglæde.

Hent Global Employee and Leadership Index her 

Kilde: Ennova