Whistleblower

Whistleblow-regler på EU-plan

Af Mette Nørlem, cand.jur., DANSK HR

Europa-kommissionen fremsatte i april 2018 forslag til et direktiv, som har til formål at give medarbejdere mulighed for at indberette brud på EU-regler samt beskytte de whistleblowere, der eventuelt benytter en sådan ordning.

Direktivforslaget blev den 12. marts 2019 fulgt op af en aftale mellem Europa-Parlamentet og EU-medlemslandene, som fastslår, at de foreslåede whistleblowerregler skal implementeres. Aftalen er efterfølgende godkendt i både Europa-Parlamentet og af Det Europæiske Råd og er derfor nu endelig en realitet.

Fra den 7. oktober 2019 har medlemsstaterne to år til at vedtage nationale regler, der implementerer direktivet.

Hvad skal man kunne rapportere om?

Direktivet skal sikre, at medarbejdere i såvel den private som den offentlige sektor har mulighed for anonymt at indberette en virksomheds overtrædelser på en række specifikke områder, herunder udbudsrunder, finansielle ydelser, hvidvask af penge, produkt- og transportsikkerhed, atomsikkerhed, folkesundhed, forbruger- og databeskyttelse.

Medarbejdere får med direktivet mulighed for at foretage indberetninger gennem virksomhedens egen whistleblowerordning eller direkte til en kompetent myndighed. Beskyttelsen mod repressalier gælder uanset, om indberetningerne sker gennem virksomhedens egen whistleblowerordning eller direkte til den kompetente myndighed.

Hvem bliver omfattet af direktivet?

Med direktivet foreslås det blandt andet, at der skal indføres en pligt til at etablere en whistleblowerordning for private virksomheder, der:

  • har 50 eller flere ansatte,
  • har en årlig omsætning eller årlig balance på i alt 10 mio. EUR eller mere,
  • leverer finansielle tjenesteydelser, eller hvor der er en risiko for hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, uanset virksomhedens størrelse.

Det foreslås desuden i direktivet, at følgende inden for den offentlige sektor skal etablere en whistleblowerordning:

  • den statslige forvaltning,
  • regionale forvaltninger og tjenestegrene,
  • kommuner med mere end 10.000 indbyggere, samt
  • andre offentligretlige enheder.

Det er op til virksomhederne og institutionerne selv at beslutte, om whistleblowerordningen skal administreres af virksomheden selv eller en ekstern tredjepart.

Sikring mod repressalier

Loven forbyder specifikt repressalier og introducerer beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre at whistleblowers suspenderes, degraderes, trues eller udsættes for andre former for repressalier. De der yder bistand, såsom tillidspersoner, kolleger og familie er ligeledes beskyttet.

Medlemsstaterne skal sikre, at whistleblowers har adgang til omfattende, uafhængig og gratis information og rådgivning om tilgængelige procedurer og retshjælp under sagsbehandlingen. I forbindelse med en retssag skal der også ydes finansiel støtte og adgang til psykologisk rådgivning.

 

Ovenstående tekst er baseret på retstilstanden på tilblivelsestidspunktet og indeholder en generel gennemgang af nyeste praksis eller lovgivning på det tidspunkt. DANSK HR påtager sig ikke noget ansvar for brug af reglerne, og gennemgangen kan ikke erstatte egentlig juridisk sagsbehandling.