Forandring_WEB.jpg

Mennesket i forandringer

Af Valcon

”Alting flyder,” sagde den græske filosof Heraklit for snart 2.500 år siden. Med det mente han, at vi som samfund og mennesker altid er i forandring. Det forekommer mere sandt end nogensinde i dag, hvor omstillingsparathed bliver hyldet som den vigtigste egenskab, du som medarbejder, leder, organisation eller samfund kan besidde.

Til Folkemødet 2018 valgte vi i Valcon derfor temaet forandring til vores debatter, da vi ser forandring som den altoverskyggende faktor i udviklingen i samfundet og på arbejdspladserne. Og ikke mindst som en faktor, der påvirker vores liv på arbejdspladsen og i privaten på godt og ondt. Så hvordan holder man balancen, når alt omkring en flyder?

Den første af vores to debatter på Folkemødet havde af samme grund titlen Mennesket i forandringer. Debatten blev faciliteret af den kendte læge, forfatter og IT-iværksætter Imran, og paneldeltagerne var Klaus Majgaard, Forstander på Askov Højskole, Camilla Raymond, Cand. psych. aut. og Partner i Organisation, Hjalte Aaberg, Regionsdirektør i Region Hovedstaden, Nana Bule, COO i Microsoft og Lars Nordahl Lemvigh, Direktør i Gældsstyrelsen.

Når man taler forandring, er det ofte teknologien, der er i fokus, men vores markante profiler fra det offentlige, teknologiens og psykologiens verden kom hurtigt frem til, at som leder er det afgørende at fokusere på mennesket. De argumenterede for vigtigheden af at erkende, at folk håndterer forandring forskelligt og i forskellige tempi, og Nana Bule erkendte for eksempel, at hun selv engang imellem er nødt til at stoppe op og sikre sig, at hun har alle sine medarbejdere med sig på rejsen, fordi hun selv i høj grad er omstillingsparat.

Panelet var desuden enige om, at man som leder har et stort ansvar for at støtte medarbejderne i forandringerne. Lars Nordahl Lemvigh lagde vægt på, at det er afgørende, at man går i dialog med medarbejderne og formår at se udover KPI’er og i den daglige ledelse taler om ledelse, samarbejde og mennesker. Der vil med andre ord være store krav til, hvordan man agerer som leder i fremtiden. Han argumenterede desuden for, at man som leder skal turde vise sårbarhed og vise, at man ikke selv har svarene på alt, hvilket hele panelet var enige i.

Imran Rashid påpegede, at en million danskere går rundt med forhøjet stressniveau, og at der hver dag er 17.000 danskere, der melder sig syge på grund af stress. Nana Bule gav udtryk for bekymring over tallene og mente, at det kunne diskuteres, om medarbejderne bliver hjulpet tilstrækkeligt igennem forandringerne. Det er vigtigt at forklare, hvor organisationen er på vej hen, og hvad det betyder for det enkelte individ. Hun mente, at vi nogle gange fejler som ledere på dette punkt, hvilket kan skabe stress hos medarbejderne, da de ikke forstår, hvilke forventninger der er til dem.

Hvis man skal opsummere panelets konklusioner, må det derfor være som følgende:

1)  Forandring er et grundvilkår i vores liv, både privat og på arbejdspladsen. Det er nødvendigt at erkende, at denne konstante forandring skaber sårbarhed og lære at favne denne sårbarhed

2)  Som moderne leder er det afgørende, at man forstår, at ikke alle er lige forandringsparate, og at man skal huske at få alle med på rejsen

3)  Dette kræver, at man evner at indgå i dialog med medarbejderne og skaber tryghed for den enkelte ved at gøre vedkommendes rolle i det nye tydelig