Ballisager (1).jpg

Morten Ballisager, fra konsulenthuset Ballisager præsenterer Rekrutteringsanalysen 2018 på Træfpunkt HR

Dette overraskede på årets Træfpunkt HR messe

Af Lisbeth Bachmann Andersen PBA i International Handel og Markedsføring ved UCL og HR-konsulent hos Geopartner Landinspektører A/S

At være på messe er for mig spændende, udforskende og energifyldt, og Træfpunkt HR 2018 messen skuffede aldeles ikke – jeg lærte f.eks. om ordnani, spejlingsproblematik, gamification i rekruttering og meget mere.

Onsdag d. 3/10 2018 kl. 09:00 ankom jeg til Øksnehallen, klar på at få fyldt min håndtaske og hoved med en masse nye flyers og positive indtryk. Det er meget forståeligt, at messen er over to dage, for det er næsten umuligt at presse det hele ind på bare én dag. Jeg gik rundt sammen med en HR-kollega det meste af dagen. Som noget af det første tog vi messe-appen, Conference Communicator, frem og sammenlignede hvilke stande, faglige indlæg og talere, vi på forhånd havde bestemt, at vi ville se. Der var selvfølgelig også plads i planen til at slentre og blive overrasket.

- Og positivt overrasket blev jeg.

Ballisagers rekrutteringsanalyse for 2018

Første positive og populære faglige oplæg var af Morten Ballisager, fra konsulenthuset Ballisager, med en kort beretning af den dugfriske rekrutteringsanalyse for 2018, hvor 1000 danske virksomheder har svaret i forbindelse med rekruttering og fastholdelse. Han fortalte blandt andet, at virksomheder generelt i dag mangler ansatte, og ifølge fødselstal skal vi ikke regne med, at det bliver nemmere at finde arbejdskraft i fremtiden. Det betyder, at der måske skal nye metoder til for at tiltrække og effektivisere rekrutteringsfasen i fremtiden. Der var utrolig mange gode points, som gav stof til eftertanke. Herunder er nogle ultrakorte overskrifter af nogle af konklusionerne i analysen:

  • Det, der tænder de unge i dag, er at få mulighed for at udvikle sig og blive dygtigere frem for høje lønninger.
  • Loyalitet er død, men kun hvis du ikke skaber de rette rammer for de unge som f.eks. fleksible arbejdstider og en intern kultur, der tilbyder læring og udvikling.
  • Mindre fastholdelse og mere udvikling.
  • Vi ansætter oftest på personlighed men fyrer på faglighed.
  • Brug LinkedIn mere strategisk ift. rekruttering.
  • ”Spejlingsproblematikken”: Vi ansætter ofte dem, som ligner os selv, hvilket kan spænde ben for mangfoldigheden blandt medarbejderne på arbejdspladsen.

Ordnani

Ordnani: Substantiv, fælleskøn
Betydning: at tale uden at forholde sig til andre i en samtale. At tale længe og/eller om sig selv.

En af de helt store overraskelser var foredraget ”mindre snak – mere værdi” af Bastian Overgaard, ekspert i stilhed, om hvordan intelligent stilhed kan skabe værdi for en virksomhed. Bastian tog os gennem en 45 minutters spændene rejse, hvor der gentagende gange blev nikket og anderkendende smågrint fra de mange fremmødte, når han kom med eksempler fra en hverdag, vi alle kunne relatere til.

Hans pointe var, at ved at bringe stilhed ind i mødefaciliteringen, vil man eksempelvis:

  • Få 20 % mere effektivitet i møderne.
  • Få skåret ”støjen” fra.
  • Nedbringe tiden af møderne.
  • Balance i samtalefordelingen for alle personprofiler.

10 % reglen

Bastian havde mange pointer med til foredraget. En af hans gode pointer var `10 % reglen´, som går ud på, at 10 % af mødets tid skal foregå i stilhed.

Det kunne f.eks. være følgende: Man starter de første par minutter af mødet med stilhed fra alle deltagere. Det kalder Bastian for ”Nulstilling”. Her omstiller man sig til mødet, får i sine tanker afsluttet de sager, man kom fra inden mødet, og dermed bliver man helt klar til dét møde, man er tilstede i nu. Derefter kan der være 40 min. fokuseret mødetid, hvor der bliver snakket om dét, mødet omhandler. Derefter 2 min. stilhed til ”timeout/refleksion”, for til sidst at runde mødet af med 14 min. ”opsamling/beslutning”. Til allersidst, inden deltagerne forlader mødet, 2 min. stilhed til ”eftertanke/omstilling”. Dette giver totalt et 60 min. effektivt møde.

Flere virksomheder har fulgt Bastians metoder med meget positive resultater, hvor en af virksomhederne nedbragte mødetiden med 5 0%, og samtidig fik meget positiv respons fra deltagerne:

”Stilheden bringer ro og koncentration. Vi bliver mere fokuserede, har respekt om mødet. Gør at vi ikke behøver at tale om hvad som helst.” (citat fra Bastians PP)

Bastian var underholdende og fængende i sin fortælling, og jeg er sikker på, at flere af deltagerne tog derfra med yderst positive tanker om `mindre snak´, end da de kom.

Gamification i rekruttering

Gamification er måske ikke en ny metode, men den fortjener på alle måder endnu mere opmærksomhed. Gamification bruges ofte i forbindelse med læring og kompetenceudvikling, men er også begyndt at blomstre op i forbindelse med rekruttering. Det skyldes, at man via gamification kan teste medarbejdernes motivation og evner som en del af læringsprocessen. Derudover kan virksomheden også få brugbar statistik omkring deres kandidater.

Der var flere virksomheder og faglige indlæg på messen, som gav et indblik i gamification i rekrutteringsøjemed. Maersk er en af de virksomheder, som har valgt at bruge gamification til at træne deres ledere og HR i de forskellige rekrutteringsfaser. Gennem simulationer bliver spilleren sat over for forskellige dilemmaer og cases, som lederen typisk møder i en rekrutteringsproces. Maersk benytter Serious Games Interactive, som også har Gametools.dk. Jeg var en tur forbi deres stand, hvor jeg fik jeg en spændende fortælling om det, de tilbyder. Der er mange muligheder og situationer, hvor spil kan benyttes til fordel for virksomheden. Eksempelvis til kompetenceudvikling, forandringsledelse, teambuilding, innovation og selvfølgelig rekruttering.

I dag er gaming og online spil på den ene eller anden måde ofte en naturlig del af mange unges liv. At det nu også benyttes i den ansattes professionelle liv, kan være med til at skabe en stærk synergi for både den ansatte og virksomheden.

Har I et højt sygefravær?

Erhvervsjordemoderen.dk var også at finde på messen, og jeg må indrømme, at min første tanke var, ”hvad laver de her?”. Efter en god snak med jordemoder Mona Bindner fra Erhvervsjordemoderen.dk, blev jeg meget klogere. Det er sjældent, at en virksomhed, der er nået til en vis størrelse, kommer udenom at have kvinder i den fødedygtige alder. Og godt for det.

Dog kan det gå hen og blive en klods om benet for både virksomheden og den gravide, hvis ikke der bliver taget hånd om begge. Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at gravide i gennemsnit har 48 graviditetssygedage. Dertil skal man huske det sygefravær, som f.eks. findes i det første trimester, hvor den gravide endnu ikke har fortalt virksomheden om graviditeten. Sygdom herunder bliver ikke nødvendigvis registreret som graviditetsrelateret, hvilket betyder, at tallet kan være meget højere.

Mona slår fast, at man ikke skal se graviditet som en sygdom, og at det ikke er alle gravide, der bliver ramt af sygdom under graviditeten. For at undgå den skyhøje graviditetsrelaterede sygdom, skaber hun værdi for virksomhederne og deres gravide medarbejdere via professionelle konsultationer og behandlinger. Hun mener, at det er en god ide at have en åbenlys proces eller et tilbud til virksomhedens gravide på lige fod med andre goder, som virksomheden tilbyder sine ansatte. Som det tidligere er erfaret fra Ballisagers rekrutteringsanalyse, er kandidaterne i dag yderst interesserede i, om virksomheden tilbyder udvikling eller andre goder. Derfor er det ikke usandsynligt, at de unge kvinder også har fokus på, hvorledes virksomhedens håndtering ifm. graviditet er, når de skal træffe beslutningen om en kommende arbejdsplads.

Her kan I se en kort video, hvor Mona fra Erhvervsjordmoderen fortæller, hvad hun mener, virksomheder skal være opmærksom på ifm. gravide medarbejdere.

 

Dette var et kort udpluk af nogle af de mange spændende emner og virksomheder, som var at finde på Træfpunkt HR 2018 messen. Turen hjem i toget blev brugt i stilhed (”Eftertanke og omstilling”), hvor jeg reflekterede over alle de spændende ting, jeg havde oplevet, og én ting står klart; vi ses igen til næste års Træfpunkt HR, hvor jeg ser frem til at blive overrasket på ny.