Jesper_Dansholm_Universum

Konsulenthuse er blevet eftertragtede arbejdsgivere, teleselskaber har kurs mod bunden

Igen i år er det store, velkendte danske virksomheder såsom Lego, Novo Nordisk, Carlsberg og A.P. Møller-Mærsk – samt Google - som indtager topplaceringerne på Universums årlige liste over, hvor veluddannede danskere i økonomiorienterede jobs helst vil arbejde.

Men lidt længere nede brager konsulenthusene PA Consulting Group, Implement og Bain 8-12 pladser frem på listen, ligesom revisionsfirmaerne med stadigt større konsulentafdelinger såsom Deloitte (9), PwC (15), KPMG (46), Beierholm (60) og BDO (61) hver især er gået 3-4 pladser frem på ranglisten.

At det netop en denne type virksomheder, der er blevet mere eftertragtede, er der ifølge Universums danske direktør Jesper Dansholm en rigtigt god grund til:

”Rådgivningsfirmaer tilbyder meget af det, som folk med en økonomibaggrund værdsætter såsom at udgøre en god reference, tilbyde udfordrende arbejdsopgaver og levere spændende konsulentydelser inden for eksempelvis forretningsudvikling, internationalisering og datasikkerhed.”

EY er året højdespringer

Årets suveræne højdespringer er dog EY, der er udskiftet 32.-pladsen med en placering som nummer 17.

”En forklaring på fremgangen er nok, at vi i dag ikke kun ses som dygtige revisorer, men som en bred og tæt integreret nordisk og global konsulentvirksomhed med en bred vifte af muligheder for den enkelte. Vi vil være en virksomhed, der kan udvikle karrieren for de bedste,” fortæller Jesper Koefoed CEO i EY.

Han peger på bredden i EY’s forretning på både konsulent- og revisionssiden, en integreret nordisk og global organisation, gode vilkår for kompetenceudvikling og mulighed for at arbejde med en bred vifte af attraktive kunder som nogle af de styrker, EY har i kampen om de bedste medarbejdere. Også EY’s udvikling i markedet er en del af forklaringen:

”For tre år siden blev EY mere end tredoblet i Danmark gennem en fusion, og det har også stor betydning. Vi har et langt stærkere aftryk end tidligere og når bredere ud; flere medarbejdere, kunder og projekter. Med en større berøringsflade kommer også en større kontakt til erfarne kandidater, og det forstærker vi gennem bl.a. sociale medier og på anden måde gennem kontakter og netværk. Alt samme faktorer, der skaber et stærkere employer brand,” siger Jesper Koefoed.

Succes kommer af god ledelse

Ikke alle virksomheder fremstår lige eftertragtede. Men det kan man arbejde med, siger Jesper Dansholm, der generelt anbefaler at satse på stærkt lederskab, som kan inspirere og understøtte medarbejdernes personlige og professionelle udvikling. For ledelse scorer ifølge Universums undersøgelse rigtigt højt overfor business- og økonomifolk.

”Besidder en virksomhed ikke selv de rette lederemner, må den arbejde på at tiltrække eksterne talenter. Det gøres ikke bare ved at tilbyde spændende ydelser og udfordrende opgaver men også ved at have et kreativt og dynamisk arbejdsmiljø og klare retningslinier for, hvordan den enkelte kan gøre karriere og stige i graderne internt,” siger Jesper Dansholm

Nogle, der godt kunne bruge lidt mere medvind, er de store televirksomheder. For otte år siden var både TDC, Telenor, Telia og 3 med på listen over de 100 mest attraktive arbejdsgivere i Danmark.

I år er ingen af de fire med i top-100 for første gang nogensinde. TDC, som ellers var nummer 77 på listen i 2016, er den sidste af de fire, som har forladt top-100 listen.

”Teleselskaberne er jo leverandør af både mobil og bredbånd, som er helt centrale teknologier for de fleste mennesker. Så i praksis har selskaberne en fantastisk platform til at brande sig som spændende arbejdspladser med et vigtigt formål. Men det virker som om, de har forsømt at fortælle de gode historier om sig selv som arbejdsplads, og opfattes de ikke længere som specielt attraktive arbejdsgivere,” siger Universums danske direktør Jesper Dansholm.

Fakta om Universum Professional Survey 2017

  • Universum Professional Survey 2017 er baseret på besvarelser fra 9.117 danskere, som er aktive på arbejdsmarkedet. Af disse har 2.541 en økonomiuddannelse som baggrund.
  • Alle respondenter har gennemført en akademisk uddannelse inden for økonomi, naturvidenskab, ingeniør, it eller jura
  • Undersøgelsen er gennemført i perioden november 2016 - juli 2017
  • Universum gennemfører tilsvarende undersøgelser i 50 lande over hele verden
  • Læs mere her

Universum Professional Top 20 for Økonomi/Business

  1. Lego
  2. Novo Nordisk
  3. Google
  4. Carlsberg
  5. A.P. Møller - Mærsk
  6. McKinsey & Company
  7. Vestas
  8. Bestseller
  9. Deloitte
  10. Danske Bank
  11. The Boston Consulting Group (BCG)
  12. Arla Foods
  13. Microsoft
  14. Novozymes
  15. PwC (PricewaterhouseCoopers)
  16. DONG Energy
  17. EY (Ernst & Young)
  18. Siemens
  19. Bang & Olufsen
  20. IKEA

Kilde: Universum