Fotolia_104277479_Subscription_Monthly_M_l_web.jpg

Generation Z: Forkælede eller fantastiske?

Af Louise Sand, Learningbank

Generation Z kaldes de unge medarbejdere i 20’erne, som debuterer på arbejdsmarkedet i disse år. De er irriterende og krævende, men også helt vidunderlige. Om fem år udgør de 25 pct. af arbejdsstyrken.

Her er vores 5 tips til et godt samarbejde med dine generation Z medarbejdere.

1. Mobiltelefonen er lige så vigtig at ’have på’ som underbukser

Fakta: ”Jeg ville ikke kunne overleve uden min mobil!” Sådan sagde 14-årige Søren, som blev interviewet blandt hundredvis af andre unge via Fremfors undersøgelse af Generation Z tilbage i 2010. I dag er Søren og hans venner startet på deres arbejdsliv. De har altid mobilen tændt, også når du holder møder med dem.

Hvordan kan du bruge denne viden? Du kan ikke gå ud fra, at de slukker mobilen til møder, og de svarer gerne på en besked midt i en samtale med dig, selvom du er deres chef. Hvis du forventer, at Gen z skal slukke mobilerne og ikke lade sig afbryde fx til et møde, så skal du fortælle det. Brug mobilen aktivt i jeres værktøjer til ledelse og læring: Stil krav, så jeres normer kan læres på mobilen, som Gen z foretrækker – og tager alvorligt.

2. Konstant feedback er som ’den luft de ånder’

Fakta: Generation Z har altid haft internet og sociale medier, og de er meget sociale. Ifølge Institut for Fremtidsforskning har de typisk 4-8 nære venner, som de taler med om alt, både godt og skidt. Derudover har de 30 til 50 bekendte og mellem 100 og 1000 venner på sociale medier. Det at skabe og beholde et godt netværk er ”hard work” hver dag. Netværket bliver brugt bredt og flittigt – fx til at anbefale arbejdspladser, produkter eller mennesker. Store og små begivenheder deles og bedømmes med likes. Betydningen af et ’like’ har flyttet sig fra at betyde ”jeg kan lide det” – til blot ”jeg har set det”.

Hvordan kan du bruge denne viden? Giv masser af feedback til dine Gen Z medarbejdere. Kort og enkelt: ”Godt gået”. Eller ”Super”. Så føler de sig set og hørt. Og de vil belønne jer ved at aktivere deres eget netværk til virksomhedens fordel, når behovet og anledningen er der.

3. Computerspil er bedre end den virkelige verden

Fakta: De fleste har efterhånden hørt om ”Digitale Indfødte”. Vidste du, at de også kaldes ’gamblergenerationen’? De er nemlig vilde med at spille smil på computeren eller mobiltelefonen. Og hvis du tænker, at computerspil er noget vanedannende møg på linje med cigaretter og Netflix, så får du her en opdatering: Spil bruges i dag til læring, træning og sågar behandling. Forskning viser, at patienter efter en alvorlig kirurgisk operation heler hurtigere og føler mindre smerte, hvis de spiller computerspil straks når operationen er gennemført. Man mener, det skyldes, at deres tanker samles om et konkret formål i et meningsfuldt (om end uvirkeligt univers). Se eventuelt gaming pioner Jane McGonigals Ted Talk her

Hvordan kan du bruge denne viden? Du kan fx som McDonalds bruge gamification, når de nye skal lære om tørre og kedelige emner som ’fødevarehygiejne’. I McDonald’s læringsunivers kæmper medarbejderne mod bakterier og redder kollegerne fra en grum skæbne som miniputter druknet i sæbe. Undervejs lærer de alle nødvendige fakta om hygiejne. Det kræver lidt ekstra forarbejde at lave den form for læring. Men forskning viser, at stort set alle parametre relateret til læring forbedres med spilbaserede mekanikker i undervisningen. Det gælder både gennemførelse, hastighed og fastholdelse af det lærte.

4. Regler og faste rammer ødelægger motivationen. Masser af muligheder til den enkelte får toppræstationerne frem

Fakta: I 1990’erne startede opgøret med den kollektive tilgang til læring. Danmarks Radios TV monopol blev brudt. Kultur og samfund blev pluralistisk som aldrig før, og vi fik fokus på den individuelle tilgang til både det enkelte barn og forældre. Ifølge folkeskoleloven fra 1993 skulle undervisningen på baggrund af løbende intern evaluering differentieres under hensyn til den enkelte elevs forudsætninger og udvikling. Generation Z er derfor de første, der gennemførte Folkeskolen med fokus på den enkeltes behov og talenter. De er så at sige uddannet til at arbejde med egen person, egne talenter, egne muligheder og behov.

Hvordan kan du bruge denne viden? Lad være med at tilbyde gevinster og privilegier, som de unge kan få om fx 3 år. Det er for langt ude i fremtiden til at blive konkret nok. Lær i stedet af Søren Schulz Hansen, som i bogen ’Digitale indfødte på job’ beskriver, hvordan du effektivt kan skabe god digital ledelse og møde de unges ’like’ kultur. Det handler blandt andet om at synliggøre muligheder på kort sigt. Og give plads til forskellighed.

5. De er globale

Fakta: Gen Z anser generationen over 30 år som mennesker fra stenalderen, og de føler mere fællesskab med unge på deres egen alder i andre verdensdele, end med andre generationer fra samme oprindelse i følge en undersøgelse publiceret i Huffington Post. De kan ikke forestille sig, hvordan det nogensinde har været sjovt at have fritid eller være på rejse, når vi ikke hele tiden kunne få kontakt til andre via mobil eller internet døgnet rundt.

Hvordan kan du bruge denne viden? Vi har desværre ikke nogen smarte forslag til at bruge denne viden på. Jo, måske: Glæd dig over, at vores verden – vores gamle, gamle kære verden, som har set så mange generationer komme og gå (lige fra hippies til yuppies og videre frem) nu endelig har fået en generation af vaskeægte verdensborgere. Det er dem, som skal redde verden. De har i hvert fald muligheden.