Kirsten Husum 3 - stress_WEB.jpg

Du rager også alt til dig, Esben

Om stress: 6 tegn på at din kollega har stress

Af Kirsten Husum, forfatter til Fjolset i de røde bowlingsko

138 km/t viser speedometret, da Esben om morgenen d. 5. april kører på motorvejen. Han har travlt og er sent på den, fordi han har været forbi hospitalet på vej til arbejde. Hans lille søn er blevet indlagt, og samtidig skal Esben denne dag aflevere et stort projekt til en kunde. De seneste to måneder har været fyldt med ekstraopgaver. Til morgen har en anden kunde ringet og rykket for svar - to gange. Han er presset.

Mobilen ringer, og Esben når lige at se, at det er den samme kunde, der ringer igen, før han taber telefonen og febrilsk forsøger at fange den. Bilen snurrer rundt, snitter en anden bil, og Esben lukker øjnene. Da han åbner øjnene igen, står bilen stille, halvt nede i grøften.

Telefonen ringer stadig.

Måske kender du også til travlhed, der stikker af og bliver til stress?

Eller måske har du oplevet en kollega gå ned med stress. Sandsynligheden er desværre stor.

430.000 medarbejdere oplever daglige symptomer på stress ifølge Stressforeningen. Samtidig viser analyser fra FTF, at stress koster over 5 milliarder i produktionstab om året. Dermed er lidelsen en af de dyreste arbejdsrelaterede sygdomme.

Travl eller stresset – stor forskel

Men hvornår er man stresset og ikke bare travl? For du kan sagtens være travl eller presset uden at være stresset. Der, hvor kæden ofte hopper af, er når vi som medarbejdere oplever, at vi ikke har tid eller ressourcer nok til at klare de opgaver, jobbet indebærer. Vi taler her om en tilstand af pres i lang tid, der udvikler sig og bliver til alvorlig stress, som er en sygdom til forskel fra travlhed. Altså stress over en længere periode, typisk måneder eller år, og som går ud over helbredet.

Esben i historien overlever – denne gang. Klippet er fra en ny bog om ledelse, der sætter spot på hverdagens dilemmaer, som vi tit oplever på jobbet.

Går efter karrieren

Esben arbejder med projekter på en travl arbejdsplads. Så travl at en af hans nærmeste kolleger, Stig, pludselig bliver langtidssygemeldt med – ja stress. Esben vil gerne gøre karriere, og derfor tilbyder han at overtage de fleste af Stigs krævende opgaver.

Problemet er bare, at Esben er helt urealistisk i forhold til, hvad han reelt kan klare. Samtidig formår han hverken at sige fra eller bede om hjælp, da han opdager, at flere af projekterne sejler og kræver en kæmpe arbejdsindsats. Esben burde f.eks. have bedt om hjælp til projekterne, da hans søn bliver syg og indlagt. En situation, der opstår pludseligt og gør, at Esben også bliver presset på hjemmefronten. I stedet forsøger Esben mere og mere desperat at nå det hele.

Frokost på toilettet

Esbens kolleger har lagt mærke til, at han på det seneste er begyndt at opføre sig anderledes, end han plejer. Han begynder at gøre ”mærkelige” ting. Han er mere opfarende, f.eks. blev han rasende over, at en ung kollega tog det sidste kaffe på kanden og råbte ”kæmpe egoist” til hende. Normalt er Esben en stille type.

Ved en anden episode blev en kollega meget pinligt berørt, fordi han kom til at åbne døren ind til toilettet, da den ikke var låst, selvom der var en derinde. Det var Esben, som sad på toiletlåget og spiste sin frokost. Kollegaen blev helt paf og skyndte sig at lukke døren igen.

Spot stressen hos en kollega

Som kollega kan du være med til at forhindre, at en kollega går ned med stress. Ofte er man nemlig ikke selv i stand til at se, at man er ved at udvikle stress. Omgivelserne, typisk nære kolleger, ser det først, og hvis man griber ind, kan man være med til at forhindre, at en kollega kører af sporet i en akut tilstand af stress.

Der er en række tegn, der viser, at en kollega har en grad af stress. Her er 6 typiske symptomer, du skal holde øje med. Den kan være gal med en kollega, når han eller hun f.eks. er:

  • Træt og distræt
  • Glemmer aftaler eller møder
  • Har kortere lunte (som Esben, der overrasker ved at råbe ad en kollega pga. noget kaffe)
  • Melder sig syg ofte
  • Trækker sig socialt og f.eks. undgår at spise frokost med kolleger
  • Laver påfaldende flere fejl

Er der en leder til stede?

I historien har Esben mistet overblikket og har hverken styr på sine projekter eller sin tid. Han har hårdt brug for hjælp til at ændre på situationen, f.eks. fra en leder. Udfordringen kan være, at Esben holder problemerne for sig selv, og at ledelsen endnu ikke har set, hvad der er ved at ske. Dog får vi at vide, at Esbens kollega bliver langtidssygemeldt med netop stress, og det kunne tyde på, at ledelsen her endnu ikke har taget hånd om problemet.

Grib ind før det går galt

Ifølge Stressforeningen er forståelse for stress netop noget af det, der afhjælper lidelsen. Det er vigtigt at anerkende, at det er alvorligt og forstå, hvad stress kan gøre ved vores krop og hjerne. Hjernescanninger har f.eks. vist, at visse dele af hjernen skrumper ved alvorlig stress, ligesom stress i nogle tilfælde kan udvikle sig til en depression. Kroppen kommer ved stress i en forsvarsposition med muskelspændinger, blodtrykket stiger og koncentrationen falder.

Det kan føre til, at man trækker sig væk socialt eller modsat bliver aggressiv (som Esben).

Derfor: Tal om pres og stress på arbejdspladsen. Sæt trivsel på dagsordenen sammen med ledelsen og vær opmærksom på, at man alle kan gøre noget og ændre på tilstande, der er ved at udvikle sig uhensigtsmæssigt.

Helt konkret kan vi arbejde med flere tiltag for at undgå stress. Overvej om I arbejder optimalt med f.eks. disse: Realistisk planlægning af tid og ressourcer, om der er klarhed om de opgaver, man som medarbejder skal løse, om der er realistiske forventninger til hvad man kan klare eller hvor hurtigt man skal svare på e-mails. I kan også overveje at have en stresspolitik.

Man kan altid diskutere, hvem der har ansvaret for at undgå stress på en arbejdsplads, men der er ingen tvivl om, at en fælles indsats fra både medarbejdere og ledelse vil være det mest effektive våben mod uhyret. Skab en kultur, der anerkender stress, hvor det er ok at snakke om det og naturligt at gribe ind, når en medarbejder bliver stresset.

Historien med Esben, der kører galt, er et uddrag fra bogen ”Fjolset i de røde bowlingsko” med 25 virkelighedsnære dilemmaer, som ledere og medarbejdere typisk havner i. Dilemmaer, der kan give inspiration til, hvordan man fremmer trivsel, bedre ledelse og mere arbejdsglæde i hverdagen.