Adobestock 205721032 (1)

En krise er for god til at spilde! Om strategisk ledelse i en corona-tid…

Af: Tune Hein // ledelsesrådgiver og foredragsholder

”Vi sparer godt nok megen køretid med møderne på skype. Det bliver hårdt at vende tilbage til hverdagen...” Men måske er det netop det man skal undgå… at vende tilbage. Man skal til en ny normal på et højere niveau. I de fleste virksomheder foregår der et mylder af kreative løsninger, innovation, handlekraft, sammenhold, digitalisering og meget mere, som er alt for godt til at smide ud…

Midt i kriseledelsen skal der også være plads til en tur op i helikopteren. Ledelsen og HR sammen. Med de strategiske ledelsesbriller på. Her er 5 temaer, du med fordel kan give en tanke og søge potentiale i:

1. Digitale tigerspring

For mange er det liv eller død at få en digital forretningsmodel op at stå, fordi der ellers intet er. Omsætning på nul. Nogen der klarer det rigtig godt, mens andre slet ikke klarer det, men gemmer sig under en sten… Hvilken kategori leder du…?

Det handler om at rykke digitaliseringen frem. Ting I alligevel skulle have gjort inden for 1-2 år, bliver sat i søen nu. Det som IT-folk ville kalde front loaded udvikling. Lyn hurtigt. Tænk jeres tiltag ind i den store digitale rejse og glæd jer over accelerationen. Det vil have stor betydning efter krisen. Det er jeres nye ståsted og konkurrencefordel, I manifesterer nu. 

Kunne vi alligevel bliver mere effektive? Mange oplever i denne tid en øget effektivitet. Så hvilke digitale tiltag har gjort jer mere effektive – og er for gode til at smide ud, når krisen er slut? Hvilken effektivisering vil I tage med videre i ’new normal’?

2. Handlekraft amok

Mange ser nu en fantastisk handlekraft i deres organisation. Overraskende. Her er tommelfingerreglen, at hvis du bliver overrasket, så er det tid at stoppe op og tænke en tanke… Hvorfor har I ikke haft det niveau af handlekraft, agilitet og eksekvering hele tiden? Hvad er det i krisen, som har fået det frem? Hvad har du selv gjort anderledes nu, som leder? Og vigtigst - hvordan kan I beholde det…? Så I ikke ruller tilbage til de gode gamle dage, men til en ’new normal’ på et højere niveau. Det handler om Daryl Conners gode gamle burning platform… Med det ene ben i graven kan de fleste få ting til at ske, men god ledelse er at få det frem i en normal tilstand. Den ambition kan I give jer selv som ledere!

3. Kulturen bliver testet!

En hjemsendt beretter, at hun med sin heftige lønnedgang bidrager til ejerens vinterferie på Maldiverne. En anden beretter stolt, at han med sin smalhals gør sit til virksomhedens overlevelse. Når det gælder kultur, får du det, du fortjener… Der er 100 faktorer, som påvirker et team og dets kultur – og øverst på den liste står lederen! Nogen oplever, at de næsten ikke kan stoppe deres medarbejdere, mens andre oplever, at folk nærmest er gået på sommerferie. Nogen oplever, at deres kunder/nabolag/community står i kø for at hjælpe og støtte. Andre kigger på en tom indbakke… Hvilken kultur er du leder for? Er du tilfreds? Hvad vil du gerne tage med videre herfra – og hvad skal helst efterlades? 

4. Krise-mindset – kan det være positivt?

En leder taler til sine medarbejdere om alle begrænsningerne, som skal overkommes og hvor meget kamp det vil kræve. En anden taler om, hvor meget de nu skal innovere og lære. Den første tænder en træthed. Den anden tænder en provokation… Det er en svær balance – men pointen er at midt i kriseledelsen, skal man også have blik for gevinsterne. For alle de nye løsninger og gode ting, der uundgåeligt vil komme frem. Det kan være, at kuren er hård, men det rykker udviklingen! Hvor ligger dit krise-leder-mindset? Og hvilket fokus sætter du for din organisation?

5. Fra Sprint til Marathon…

I 6 uger har det handlet om at bide tænderne sammen og overleve en lukning. Det kan man gøre i kort tid. En sprint. Men næste fase bliver helt anderledes - den fase kommer til at vare mange måneder – måske år. Så længe kan ingen køre på nedsat kraft. Her gælder det om at komme hurtigt op i fuld drift – men med social distance! Det er altså et helt nyt krav til lederne: find ud af at køre på fuld kraft og vokse – med social distance! Salg, leverance, on-boarding, teknisk service, projekter, kontorer, udenlandske sites osv. osv. Meget skal gentænkes. Det kalder på masser af organisatorisk innovation. Er du klar til dette fase-skifte?

Som Kirsten Stendevad siger: En krise slår autopiloten fra! Og det er vi gode til i Danmark. Dynamik, agilitet, innovation, forandringsparathed med en veluddannet arbejdsstyrke. Digital kompetente hos både virksomheder, offentlige og borgere.

Der er fordele at høste for dem, der rykker. Så vi kan roligt sætte ambitionsniveauet højt!